Faktaboks

Christopher Wren
Født
20. oktober 1632
Død
25. februar 1723

Christopher Wren, 20.10.1632-25.2.1723, engelsk arkitekt og videnskabsmand. Christopher Wren begyndte sin karriere som matematiker og var fra 1657 professor i astronomi, først i London og 1661-73 i Oxford. Han var et fremtrædende medlem af den kreds af videnskabsmænd, der i 1660 stiftede Royal Society.

Wren huskes dog i dag som sin tids dominerende arkitekt i England, fra 1669 leder af det kongelige byggeri. Hans første værk er auditoriebygningen Sheldonian Theatre i Oxford (1663-69).

Efter Londons brand i 1666 udførte han en helt moderne plan for byens genopbygning, der dog ikke kom til udførelse. Derimod genopbyggede han ca. 50 af byens City Churches, fx Saint-Mary-le-Bow (1670-80), rigt varierede i plan og opstalt, ikke mindst tårne og spir. Wrens hovedværk er den kolossale Saint Paul's Cathedral (1675-1710), hvor han også selv er begravet.

Endvidere opførte Wren bl.a. Royal Hospital, Chelsea (1682-91), en stor udvidelse af Hampton Court Palace (1689-1718) og Greenwich Hospital (1697-ca. 1715) nær Royal Greenwich Observatory, som han havde påbegyndt 1675. I Oxford føjede han Tom Tower (1681-82) til portpartiet i Christ Church, og han byggede Trinity College Library, Cambridge (1676-84).

Mange af Christopher Wrens værker fuldførtes af eleverne Nicholas Hawksmoor og John Vanbrugh.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig