Royal Greenwich Observatory, Greenwich-observatoriet, et astronomisk observatorium i bydelen Greenwich i det sydøstlige London. Det blev grundlagt i 1675 af Karl 2. Stuart med det hovedformål at hjælpe søfarten ved astronomiske observationer.
Observatoriets første leder (Astronomer Royal) var John Flamsteed, og senere har bl.a. Edmund Halley virket på Greenwich-observatoriet.
Gennem Royal Greenwich Observatory løber siden 1884 nulmeridianen, som er bestemmende for tidszonerne over hele Jorden (se tidszone).
Efter 2. Verdenskrig flyttede observationsvirksomheden til Herstmonceux i Sussex, og i 1990 flyttede observatoriet til Cambridge University; det blev nedlagt i 1998.
Observatoriet i Greenwich, der blev tegnet af Christopher Wren, anvendes nu som museum.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.