Tryggelev Kirke er en fint bevaret romansk kirke med større til- og ombygninger fra den sengotiske periode, der vidner om senmiddelalderens nye smag og behov til kirken.

Kirken ligger i den nordlige udkant af Tryggelev på den sydlige ende af Langeland.

Kirkebygningen

Den romanske kirke består af et kor og skib. I den sengotiske periode byggede man et våbenhus mod syd, opførte et sakristi (et præsteværelse) på korets nordside og tilføjede et tårn, som dog blev kraftigt bygget om i 1600- og 1800-tallet.

I dag er kirken hvidkalket, og den har røde tegltage.

Den romanske kirke

Kirken er opført i den romanske periode. De romanske kirker kendetegnet ved brug af runde buer blev bygget af natur- og teglsten, og i Tryggelev er den ældste del af kirken opført i granit.

I skibet har der oprindeligt været en dør mod syd og en mod nord. Af dem kan kun norddøren endnu ses i murværket, hvor den er muret til. Både korets og skibets langmure har haft små romanske vinduer.

De senere om- og tilbygninger

Teglstenene kom til Danmark i middelalderen. Det gav mulighed for, at man kunne bygge billigere og nemmere, og i den sene middelalder blev det i den nye, gotiske stil. Perioden havde stor byggeaktivitet, og man byggede typisk i brændt tegl kaldet munkesten, som er lidt større end nutidige mursten. Den gotiske stil er kendetegnet ved dekorationer af trappeformede gavle med kamtakker og systemer af dekorative murnicher i form af blændinger, og særligt var der præference for høje spidsbuer.

I den sengotiske periode byggede man først våbenhuset på skibets sydside, dernæst angiveligt sakristiet og til sidst tårnet. Våbenhuset har kamtakker, spidsbuede blændinger og korsblændinger over to savskifter, hvor teglstenen er lagt på skrå, så deres hjørner vender udad. Sakristiet har kamtakker og højblændinger indfattet i et omløbende kamtakbånd, der ses i Longelse Kirke og Magleby Kirke, men ellers er det hyppigst forekommende på det nordvestlige Sjælland.

Tårnets nederste del og korets enkle gavl er fra den sengotiske periode omkring Reformationen, men i dets nuværende skikkelse er tårnet mestendels fra første halvdel af 1600-tallet. Det blev yderligere en del ommuret i 1830.

Kirkens indre

Kirken er i det indre hvidkalket, og kirkerummet bærer i høj grad præg af dets pudsede træhvælvinger, der i 1872 afløste det tidligere bjælkeloft.

Inventar og gravminder i Tryggelev Kirke

I Tryggelev Kirke er inventaret fra flere forskellige perioder, hvor særligt middelalderen og rokokoen er rigt repræsenteret.

Middelalderens inventar

Foran korbuen står der i skibet en romansk døbefont af granit. Dens kumme er glat.

Historicismens inventar

Prædikestolen fra 1872 er udført i historicistisk stil. Den har i fagene arkader med figurer af de fire evangelister. På hjørnerne er der flade pilastre, dvs. halvsøjler.

Nyere tids inventar

Som alterprydelse tjener et maleri kaldet ’Kvinden ved brønden’ fra 2014. Det er malet af Gitte Buch.

Gravminder

I kirken er der to epitafier, dvs. mindesmærker, fra henholdsvis 1670’erne og tiden omkring år 1700. Desuden ligger der i korgulvet en romansk gravsten.

I kirkegården sydside er der bevaret en sengotisk kirkelade af kampesten.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig