Faktaboks

Trandum Kirke
Sogn
Trandum Sogn
Provsti
Holstebro Provsti
Stift
Viborg Stift
Kommune
Holstebro Kommune
Trandum Kirke
Kirken, der er opført i 1891 efter tegning af arkitekt J. C. Weber er en nyromansk bygning i røde mursten og skifertag bestående af apsis, kor, skib og tårn. Foto: 2012.
Af .
Licens: CC BY SA 3.0

Trandum Kirke er en sognekirke fra 1891, der ligger cirka 12 km syd for Skive. Kirken er opført på nøjagtig samme sted som den middelalderkirke, der af Iver Kjeldsen Juel til Stubbergård (1494-1556) blev nedrevet i 1554, og hvis materiale blev genbrugt til Sevel Kirkes udvidelse.

Kirken ligger et par hundrede meter vest for Karup Å, hvor ådalen er forholdsvis smal, og hvor der af samme grund i ældre tider har været et attraktivt overgangssted.

Kirkegården

Kirkegården indhegnes af lave stendiger mod nord og vest, mens der er hække og trådhegn mod syd og øst, hvor en udvidelse er foretaget i 1938.

Kirkebygningen

Kirken, der er opført i 1891 efter tegning af arkitekt J.C. Weber (1830-1900) er en nyromansk bygning i røde mursten og skifertag bestående af en apsis, et kor, et skib og et tårn. Murene rejser sig over en seks skifter høj sokkel med profilled og smykkes af hjørnelisener (dvs. svagt fremspringende murpiller) og rundbuede gesimsfriser.

Indgangspartiet i tårnets vestmur består af en rundbuet, falset portal (dvs. med retvinklet indsnit). Herigennem er der adgang til tårnrummet, der fungerer som våbenhus, og som flankeres af to mindre rum, et præsteværelse og trappeopgangen til de øvre stokværk (dvs. etager). Apsissen, koret og skibet dækkes overalt af flade lofter, og både apsis- og korbuen har søjler i siderne.

Kirkens inventar

Hovedparten af kirkens inventar er fra 1891, hvor det blev skænket af private eller nyanskaffet til kirkens indvielse. Det gælder således alterprydelsen, der er udformet som et alterskab (et såkaldt tabernakel) i arkitektonisk indramning, centralt med en kopi i lille format af Thorvaldsens Kristusfigur i Vor Frue Kirke i København.

Kirkens indre er præget af en stor istandsættelse i 1978-1979, hvor kirkens inventar blev nystafferet, dvs. malet og udsmykket med farvesætning ved kirkemaler Ernst Trier.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig