Todd-AO

Filmproduceren Michael Todd (1909-1958) ønskede sig et filmsystem, der gav publikum den samme "Cinerama-effekt" på et stort, buet lærred, men kun med ét kamera og én projektor, og "hvor det hele kommer ud af ét hul", som han er citeret for at sige. Han ville have et system uden Cineramas forstyrrende samlinger i billedet, og det nye system skulle kunne installeres i alle biografer uden for mange dyre ombygninger.

Michael Todd engagerede American Optical Company i november 1952, der analyserede specifikationerne for Cinerama og besluttede sig for de basale dele til det nye system. Lærredet skulle være meget buet med formatforhold på ca. 2:1. Det rektangulære format blev dikteret af ønsket om, at systemet skulle passe ind i prosceniet i eksisterende biografer. Til at opnå den nødvendige grad af realisme skulle billedet være skarpt. Det krævede et stort areal på filmen, og bredden på negativet blev derfor dikteret af tilgængelige 65mm-Mitchellkameraer fra 1930'erne. De blev ombygget til 65mm med fem perforationer pr. billede og med en billedhastighed på 30 billeder i sekundet.

Lydsystemet var næsten det samme som Cineramas specifikationer med fem lydkanaler bag lærredet, men kun én effektkanal i biografen. For at imødekomme Michael Todds ønske om et system, der var simplere at håndtere end Cinerama, blev der også gjort plads til seks magnetiske lydspor på selve filmen. Det var derfor nødvendigt med en 70mm bred filmstrimmel til biograferne.

Udviklingen af systemet gik meget hurtigt. På mindre end seks måneder var det første prototypekamera og det store "Bug Eye"-objektiv klar. Objektivet havde en frontlinse på størrelse med en spisetallerken og havde en billedvinkel på 128 grader, der omtrent kunne matche Cineramas 146 grader. Den første film i Todd-AO var Rodgers og Hammersteins Oklahoma!, der havde verdenspremiere den 10. oktober 1955 i New York. Tre år efter premieren i New York havde Todd-AO Skandinavienspremiere i 3 Falke Bio på Frederiksberg.

I 15 år leverede Todd-AO de flotteste billeder, man kunne se i biografen. I 1970'erne dalede efterspørgslen efter Todd-AO, og de store kameraer blev sjældnere brugt.

Todd-AO-systemet kom aldrig helt til at matche fornemmelsen, som Cinerama gav publikum af at være med i filmen. Men Todd-AO var en langt mere praktisk måde at producere og vise film på, og det blev en populær og enkel konceptløsning med stort, buet lærred, nyt kamera, nyt lydsystem og ny 70mm-projektor. Todd-AO slog 70mm fast som det store, populære filmformat de næste mange år, og det er Todd-AO's standard, der bruges i dag, når film som Oppenheimer vises i 70mm i danske biografer.

Navnet Todd-AO levede videre som lydstudie indtil 2002, hvor det sidste studie i Hollywood lukkede.

Todd-AO har flere gange modtaget Oscars:

• 1957 Oscar (Class I) til Todd-AO Corporation og Westrex Sound Services, Inc. for udvikling af metode til at producere og vise bredfilm i Todd-AO-systemet.
• 1962 Oscar (Class II) til North American Philips Co., Inc., for design og udvikling af Norelco Universal 70/35 DP70 filmprojektoren.
• 1968 Oscar (Class II) til Todd-AO og Mitchell Camera Company for design og udvikling af Todd-AO's håndholdte 65mm kamera.

• Panavision
• IMAX
• Omnimax / IMAX Dome
• Showscan