BFI IMAX, London

Typisk IMAX-biograf. Her ses BFI IMAX i London. Lærredet er meget højt i forhold til en konventionel biograf.

BFI IMAX, London
Licens: CC BY NC SA 3.0

IMAX er et filmsystem til biografer, der blev udviklet i 1970 i Canada. Det består af et 65mm kamera, et stort, let buet lærred og lyd i seks separate stereokanaler. IMAX-film blev produceret fra 1970 til ca. 2000, og langt de fleste var dokumentarfilm. Siden 2008 er flere spillefilm optaget i 65mm IMAX, bl.a. Nope (2022) og Oppenheimer (2023).

Faktaboks

Etymologi

IMAX er en sammentrækning af image ('billede') og maximum

Udviklingen af IMAX

Udviklingen af IMAX-filmformatet begyndte ved EXPO '67 i Quebec i Canada. Filmen In the Labyrinth var et stort multimedieshow, der bestod af en collage af 35mm film, 70mm film og lysbilleder, der tilsammen skabte ét stort billede på flere forskellige lærreder. Denne film var forløberen til IMAX-filmformatet. Det var kompliceret at få billederne til at passe sammen med de mange maskiner og film, og man kunne altid se samlingerne imellem de forskellige delbilleder, ligesom det var kendt fra Cinerama-formatet. Roman Kroiter, Robert Kerr og Graeme Ferguson, der producerede In the Labyrinth, begyndte at se sig om efter en mere simpel måde at producere og vise den slags film på. Sammen udviklede de IMAX. Et nyt lydsystem, nyt lærred, ny projektor, nyt biografdesign og et nyt 65mm kamera.

Til det formål grundlagde de firmaet Multiscreen Corporation, der senere blev til IMAX Corporation. I København udviklede Nordmanden Jan Jacobsen det første IMAX-kamera. Det skulle rumme en 65mm bred film, der løb horisontalt gennem kameraet, og hvor hvert billede var 15 perforationer bredt. Det er tre gange større end det i forvejen kendte Todd-AO 70mm format.

Den første IMAX-projektor

IMAX projektor Science Museum, London
IMAX projektor Science Museum, London
IMAX projektor Science Museum, London
Licens: CC BY NC SA 3.0

Der eksisterede ikke en filmmaskine, der kunne vise det nye filmsystem. Multiscreen Corporation sikrede sig retten til at bruge Peter Ronald Wright Jones' unikke 35mm Rolling Loop-filmtransportsystem, som han havde udviklet i Australien. William "Bill" C. Shaw var en af grundlæggerne af Multiscreen Corporation, og han fik ansvaret for at tilpasse og udvikle Rolling Loop-filmprojektoren til det nye 70mm filmformat.

Den første IMAX-projektor blev installeret i Fuji-pavilionen ved Expo '70 i Osaka, Japan, og den første IMAX-film Tiger Child (1970) blev vist i seks måneder. Efter Expo '70, blev projektoren flyttet til Cinesphere IMAX Theatre i Toronto, Canada, der var den første kommercielle IMAX-biograf, da den åbnede i maj 1971. Den næste film i det nye format var North of Superior (1971).

Verdens største filmformat

IMAX 70mm film
IMAX 70mm-film med 15 perforationer i bredden pr. billede.
IMAX 70mm film
Licens: CC BY NC SA 3.0

IMAX er verdens største filmsystem. Hvert enkelte IMAX 70mm-billede fylder 15 perforationer og er 70,41 x 52,63 mm stort. Det er 15,7 gange større end 1.85:1-formatet på 35mm-film og cirka 3,5 gange større et konventionelt 70mm-billede. 7Omm-filmens store billedareal gør, at billederne bliver ultraskarpe, intense og livagtige.

Andre varianter af IMAX var Omnimax, IMAX Solido, IMAX HD, IMAX Magic Carpet og IMAX 3D.

Illusionen af at være der selv

IMAX blev vist på høje filmlærreder, der i gennemsnit havde en bredde på 20 meter og 16 meter i højden. Publikum sad meget tæt på det store IMAX-lærred. Det forstærkede oplevelsen, og publikum fik en overvældende fornemmelse af at "være med i filmen", eller som 3D uden briller. IMAX reklamerede med, at "IMAX er det eneste filmsystem, der kan vise en blåhval i naturlig størrelse".

IMAX har produceret nogle af de mest spektakulære dokumentarfilm siden starten af 1970'erne. Filmene blev ofte produceret af Nordamerikanske museer, såkaldte science centre og til verdensudstillinger, hvor særlige IMAX-biografer blev bygget til lejligheden.

De store 65mm-kameraer har været sendt ud i rummet med rumfærger, og de har været på bundet af Atlanterhavet og fotografere vraget af Titanic. Kameraerne har været på Sydpolen og på toppen af Mount Everest, i Sahara og i verdens store regnskove. IMAX gav publikum mulighed for at rejse ud til utilgængelige steder, akkurat som Cinerama gjorde i 1950'erne.

Hollywood og IMAX

Historisk set har IMAX været forbundet med dokumentarfilmgenren. I 1994 blev det oprindelige IMAX Corporation solgt til en investeringsfond, der satte gang i en udvikling af virksomheden. Siden Apollo 13: The IMAX Experience (2002) har adskillige Hollywoodfilm haft premiere i IMAX-biografer. Filmene blev formateret i IMAX's DMR-proces, der sikrede det bedste resultat på det store lærred. I København og Århus kan publikum i dag se den digitale version af IMAX i de kommercielle biografer Vue/CinemaxX.

Siden 2008 er flere Hollywoodfilm blevet optaget på 65mm IMAX-film. Blandt andre filminstruktørerne Jordan Peele og Christopher Nolan har brugt formatet til store dele af deres film Nope (2022) og Oppenheimer (2023). Oppenheimer er hovedsageligt optaget i 65mm IMAX og vist i 70mm IMAX.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig