rumfærge

Det amerikanske rumfærgesystem, officielt kaldet STS (Space Transportation System), består af selve rumfærgen, dens hovedtank og to faststofraketter. Inde i rumfærgen findes der to dæk med plads til syv astronauter, på Spacelab D1-missionen i 1985 var der dog otte om bord. I cockpittet øverst sidder under opsendelse og landing kaptajnen, piloten og to teknikere, som er ansvarlige for selve rumfærgen.

I kabinen nedenunder sidder de øvrige astronauter, som er ansvarlige for lasten og de videnskabelige opgaver. I kabinen findes også toilet-, sove-, spise- og vaskefaciliteter og de almindelige fornødenheder til op til 16 dages ophold i rummet. Ved redningsmissioner, fx den aflyste STS-400 i 2009, skulle der være elleve astronauter om bord med syv liggende i kabinen.

Fra kabinen er der adgang til en luftsluse, enten monteret i lastrummet eller delvist inde i kabinen. Medbringes der forskningslaboratorier som Spacelab eller SpaceHab i rumfærgens lastrum, findes der også monteret en forbindelsestunnel ud til dem. Rumfærgen kan medbringe en samlet last på op mod 30 t, afhængigt af bane og opgaver.

Under opsendelsen sidder rumfærgen fast på hovedtanken sammen med de to faststofraketter. Rumfærgens tre hovedmotorer drives af flydende ilt og brint fra hovedtanken, og sammen med de to faststofraketter sørger de for den nødvendige løftekraft under opsendelsen. Efter endt brug bortkastes hovedtank og faststofraketter; de to faststofraketter bjerges og genanvendes, mens hovedtanken ikke genbruges.

Til styring i rummet har rumfærgen en række små styredyser i næsen og i bagenden samt to større styreraketter til nedbremsning i rummet inden landingen. Alle rumfærger bliver opsendt fra Kennedy Space Center i Florida; planer om opsendelser fra Vandenberg Air Force Base i Californien blev opgivet efter Challenger-ulykken i 1986. Rumfærgen landes helst på Kennedy, men i dårligt vejr bruges Edwards Air Force Base i Californien eller i nødstilfælde White Sands i New Mexico.

Den første rumfærge blev opsendt den 12. april 1981 på 20-årsdagen for Gagarins rumfærd, og da STS-programmet efter 30 år sluttede med opsendelsen af Atlantis juli 2011, havde der været 135 missioner. To rumfærger er forlist, begge med syv dræbte astronauter: Challenger eksploderede 73 sekunder efter opsendelsen (launch) i 1986 og Columbia disintegrerede ved genindtræden (re-entry) i atmosfæren i 2003.

NASA havde ved afslutningen af programmet tre rumfærger, Atlantis, Discovery og Endeavour. Enterprise, der udelukkende blev bygget til svæveflyvning i atmosfæren, befinder sig nu på National Air and Space Museum i Washington, D.C.

Rumfærgerne blev anvendt til opsendelse af militære, videnskabelige og kommercielle satellitter, og til videnskabelige missioner med forskningslaboratorier. Således blev rumsonden Magellan opsendt med Atlantis i 1989; Hubble-teleskopet blev opsendt i 1990 med Discovery. Et af målene med rumfærgen var at gøre rumfart billigere, men bl.a. pga. de høje sikkerhedskrav ved bemandede flyvninger har det vist sig, at rumfærgen har svært ved at konkurrere prismæssigt med konventionelle raketopsendelser. Rumfærgens største styrke har været vedligeholdelsesmissioner til bl.a. Hubble-teleskopet, samt nedtagning af satellitter.

Sovjetunionen begyndte i 1976 et rumfærgeprogram svarende til det amerikanske, og deres viden byggede i høj grad på kopierede oplysninger fra det amerikanske program. De sovjetiske rumfærger havde næsten samme mål som de amerikanske; den eneste større forskel var, at de ikke havde tre hovedmotorer.

Den sovjetiske rumfærge sad ved opsendelsen på siden af en Energija-raket med fire tilkoblede hjælperaketter. Det var planlagt at bygge fire sovjetiske rumfærger, men kun én, Buran, blev færdig. Den blev opsendt første og eneste gang den 15. november 1988 fra Bajkonur, hvor den også landede efter sin ubemandede flyvning. Det sovjetiske/russiske rumfærgeprojekt blev opgivet i 1993.

• rumfart
• NASA
• ESA
• Kennedy Space Center
• vægtløshed
• Andreas Mogensen