Faktaboks

Thorbjørn Olesen

Jacob Thorbjørn Olesen

Født
21. december 1989

Thorbjørn Olesen er Danmarks næstmest vindende golfspiller, kun overgået af Thomas Bjørn. Allerede som 20-årig vandt han en turnering på Challenge Tour og mindre end to år senere vandt han sin første sejr på DP World Tour på Sicilien. Han blev kåret til Årets Fund 2012.

Thorbjørn Olesens karriere

Thorbjørn Olesen
Thorbjørn Olesen i 2024.
Thorbjørn Olesen
Af /AFP/Ritzau Scanpix.

Thorbjørn Olesen var kun i begrænset omfang en del af det danske landsholdsarbejde i ungdomsårene. Han valgte at blive professionel som 19-årig og gik hurtigt i gang med at bevise sin styrke. I de første internationale turneringer var det under navnet Jacob Olesen, men han besluttede hurtigt, at han hellere ville benytte sit mellemnavn Thorbjørn, som vennerne alligevel kaldte ham.

Karakteristika

Thorbjørn Olesen er blandt andet karakteriseret ved sin store evne til at levere, når han er med fremme i en turnering. Han har bevist sin evne til at vinde under mange forskellige forhold. Olesen har således vundet i golfens vugge på Old Course i St. Andrews, i Australien, Thailand, Tyrkiet, Mellemøsten og flere andre steder.

Thorbjørn Olesen blev i 2018 den tredje dansker, der spillede Ryder Cup for Europa. Det skete på Le Golf National i Paris.

Suspendering og comeback

I 2019 blev Olesen i en periode suspenderet fra DP World Tour efter en episode på et British Airways-fly, hvor Olesen senere i retten blev frifundet for at have gjort noget ulovligt. Han vendte stærkt tilbage fra 2020, og i maj 2022 vandt han sin første sejr på DP World Tour i fire år ved Betfred British Masters.

Thorbjørn Olesen har vundet to makkerturneringer, som er en del af DP World Tour: World Cup of Golf 2016 med Søren Kjeldsen (f. 1975) og Golf Sixes i 2017 med Lucas Bjerregaard (f. 1991). Han har endvidere spillet alle golfens fire majors og står bag det bedste danske resultat nogensinde i The Masters – en 6.-plads i 2013.

Thorbjørn Olesen har kvalificeret sig til De Olympiske Lege i både 2016 og 2024.

Thorbjørn Olesens internationale sejre

European Tour/DP World Tour

År Turnering
2012 Sicilian Open
2014 ISPS Handa Perth International
2015 Alfred Dunhill Links Championship
2018 Italian Open
2022 Betfred British Masters
2023 Thailand Classic
2024 Ras Al Khaimah Championship

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig