major - golfturnering

Major, golfturnering; de fire vigtigste af et års golfturneringer kaldes major. Herrernes fire majors er The Masters (siden 1934), US Open (1895), The Open (også kaldet British Open, 1860) og US PGA Championship (1916), dvs. tre amerikanske og en engelsk turnering. The Masters spilles altid på Augusta National Golf Club ved Atlanta, Georgia. En bane, der blev anlagt af en af golfspillets største spillere, Bobby Jones. Oprindeligt var de fire majors The Open og US Open samt British Amateurs og US Amateurs. Kun Bobby Jones præsterede at vinde alle disse turneringer i sit sidste aktive år, 1930. Jack Nicklaus er den, der med 18 sejre har vundet flest majors (2007), men Tiger Woods var godt på vej med 14 sejre (senest i 2008).

Hos kvinderne udgøres de fire majors af Kraft Nabisco Championship (1983), LPGA Championship (1955), US Women’s Open (1946), Women’s British Open (1937). Den ældste kvindelige major var Women’s Western Open (1930-67).

At vinde alle et års fire majors kaldes at vinde Grand Slam; et navn, der blev foreslået af Bobby Jones. Tiger Woods vandt i 1999-2000 fire majors i træk som en slags uægte Grand Slam. Ingen kvinde har vundet fire majors i samme år, men Babe Zaharias (født Didrikson) vandt alle de tre majors, der blev spillet i 1950. Patsy Berg med 15 majorsejre er den mest vindende kvinde.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig