Tempelhof

Tempelhof var en lufthavn i Berlin, taget i brug i 1923. 1936-39 blev den kraftigt udvidet med store bygninger i nationalsocialismens monumentalstil.

Efter 2. Verdenskrig spillede den som amerikansk militærlufthavn en betydelig rolle under Berlinblokaden 1948-49. Efter den tyske genforening i 1990 blev lufthavnen indrettet til regionaltrafik med nogle få europæiske forbindelser.

En folkeafstemning i 2008 kunne ikke forhindre, at lufthavnen blev lukket 30. oktober samme år til fordel for en udvidelse af storlufthavnen Berlin Brandenburg Airport Willy Brandt i Schönefeld. Lufthavnsområdet blev i 2010 åbnet som offentlig park.

Tempelhof var fra 8.10.1923 til sin lukning 30.10.2008 Berlins mest berømte lufthavn. Den var ved sin åbning verdens første med undergrundsforbindelse til bykernen, og dens ankomstbygning var i mange år blandt verdens 20 største.

Dens to parallelle startbaner på hhv. 2.094 m og 1.840 m var store nok til at selv jumbopassagerfly benyttede dem. Allerede før sin åbning havde stedet været anvendt til flyvning af bl.a. Wilbur Wright.

Den nuværende bygning fra 1934 erstattede den forrige terminal. Den blev tegnet af Ernst Sagebiel og er af arkitekten Norman Foster blevet betegnet som "alle lufthavnes moder". Takket være sin korte afstand fra bykernen blev Tempelhof en af verdens travleste lufthavne.

I slutningen af 1930’erne befløj knap 100 forskellige selskaber lufthavnen, hvor også Lufthansa havde sit hovedkvarter. Tempelhof blev ikke anvendt af militæret under 2. Verdenskrig, men der fandtes derimod en underjordisk fabrikation af militærfly på stedet. Under navnet Zentralflughafen Tempelhof-Berlin blev lufthavnen efter nederlaget overdraget af Sovjetunionen til det amerikanske militær i hvis besættelseszone, den lå i.

Under den sovjetiske Berlinblokade 1948-49 fik lufthavnen en helt vital betydning, idet Sovjetunionen lukkede for al jernbane- og vejtransport ind til Berlins 2,5 mio. indbyggere. Tilbage var kun luftvejen i form af tre luftkorridorer ind til Berlin. Til løsning af opgaven valgte USAAF samme efterår at bygge endnu to startbaner på 1.828 m ved Tempelhof.

Under hele den kolde krig var Tempelhof amerikanernes foretrukne lufthavn i Berlin. I 1951 flyttede BEA (British European Airways) sin trafik fra Gatow til Tempelhof og opretholdt i en årrække som det eneste selskab en international forbindelse, som gik non-stop til Heathrow. PanAm havde en profitabel flåde på knap en snes DC-6B stationeret på Tempelhof.

I december 1964 landede det første jetpassagerfly på Tempelhof i form af en PanAm Boeing 727, der tilmed kunne klare sig med det halve af landingsbanen. Det blev en hård konkurrent for både BEA og Air France.

I 1971 havde Tempelhof over 5½ mio. passagerer, hvilket var 85% af samtlige passagerer, der ankom til Berlin ad luftvejen. Tegel lufthavn kom dog snart til at dominere. Efter murens fald mistede lufthavnen sin militære betydning, og i 1994 forlod USAAF efter knap 50 års tilstedeværelse Tempelhof.

Den 30.10.2008 lukkede Tempelhof for altid. Dette markeredes i form af en Junkers 52 og en luftbro-DC-3 startede på hver sin bane kort før midnat. Bygningerne rummer nu bl.a. et flyvehistorisk museum.

Med så vanskelige betingelser var Tempelhof selvsagt ude for en række militære og civile ulykkeshændelser, hvoraf et par civile kan nævnes: En Air France C-54 blev 29.4.1952 på vej til Tempelhof ramt af 89 skud fra sovjetiske jagerfly, men det lykkedes piloten at nødlande på to motorer på bestemmelsesstedet. En Silver City Bristol Freighter styrtede 19.1.1953 ned kort for Tempelhof pga. brændstofmangel. De to ombord overlevede. I 1978 blev en polsk Tu-134 kort efter start fra Østberlin kapret og tvunget ned på Tempelhof. Tre år senere blev en polsk An-24 kapret og også tvunget til Tempelhof. I begge tilfælde blev fly og passagerer returneret til Polen.