Valg i Sverige 2022

Valget den 11. september 2022 kom efter et par årtier med omfattende politiske opbrud. Svensk politik siden 2002 har været præget af dramatiske forandringer. Det politiske landskab er i perioden blevet kendetegnet af mindre stabilitet og større polarisering. Den økonomiske ulighed er vokset, og indvandringen er blevet genstand for voksende politiske konflikter.

I 1900-tallet spillede Socialdemokraterna den helt centrale rolle i svensk politik. I årene fra 1932 til 1976 blev Sverige regeret af Socialdemokraterna. I de følgende årtier kom perioder, hvor borgerlige koalitionsregeringer i perioder havde regeringsmagten. Men det skete i et stabilt mønster, hvor de to blokke stod over for hinanden og på skift havde magten.

Dette mønster er blevet brudt, siden Sverigedemokraterna kom i Riksdagen i 2010, fordi ingen af de to tidligere blokke herefter kunne samle et flertal. I flere perioder har der været bred enighed om at holde Sverigedemokraterna udenfor indflydelse, men forsøgene er blevet svækket i takt med dels den højere vælgertilslutning til partiet, dels de borgerlige partiers ønske om at komme tilbage i regeringsposition. Decemberoverenskomsten i december 2014 var et forsøg, der imidlertid brød sammen allerede i 2015. Noget lignende skete for Januaraftalen fra 2019, der blev indgået mellem de to regeringspartier, Socialdemokraterna og Miljöpartiet, samt de to midtersøgende borgerlige oppositionspartier, Centerpartiet og Liberalerna.

Magdalena Andersson har siden den 30. november 2021 ledet S-regeringen. Hun afløste Stefan Löfven som både statsminister og formand for Socia ldemokraterna.

Ved valget den 11. september 2022 opstillede otte partier, der alle opnåede valg i 2018:

• Socialdemokraterna (partileder Magdalena Andersson)
• Moderaterna ( partileder Ulf Kristersson)
• Sverigedemokraterna (partileder Jimmie Åkesson)
• Centerpartiet (partileder Annie Lööf)
• Vänsterpartiet (partileder Nooshi Dadgostar)
• Kristdemokraterna (Partileder Ebba Busch)
• Liberalerna (partileder Johan Pehrson)
• Miljöpartiet de Gröna (talspersoner Märta Stenevi og Per Bolund)

Den svenske spærregrænse er på 4 procent af stemmerne på landsplan eller 12 procent i en af valgkredsene.

Det endelige valgresultat forelå den 15. september, idet sent indkomne brevstemmer og stemmer fra svenske vælgere bosat i udlandet også skulle optælles. Resultatet blev følgende:

Valgdeltagelsen blev – lidt overraskende efter svenske forhold – kun 84,1 % og dermed mindre end de 87,2 % ved valget i 2018. Faldet i valgdeltagelse kunne iagttages i alle typer af valgdistrikter, men det var gennemgående størst i de større byers socialt belastede forstæder.

De partier, der havde givet udtryk for, at de gerne så Magdalena Andersson fortsætte som statsminister (dvs. S, V, C og MP), fik tilsammen 173 mandater.

De fire partier, der tilsvarende havde givet udtryk for, at de hellere så Ulf Kristersson (M) som statsminister (SD, M, KD og L) fik tilsammen 176.

Derfor afleverede Magdalena Andersson den 15. september sin afskedsansøgning til talmannen (Riksdagens formand), som i Sverige leder den formelle del af processen med at finde en statsminister, når der er brug for det.

Under forhandlingerne om dannelse af en ny regeringen fortsætter Magdalena Anderssons regering som forretningsministerium.

Den 14. oktober meddelte Ulf Kristersson (M), at der var indgået en aftale om dannelse af en trepartiregering under hans ledelse bestående af Moderaterna, Kristdemokraterna og Liberalerna. Regeringsgrundlaget, den såkaldte Tidö-aftale) støttes af Sverigesdemokraterna.

17. oktober afholdtes der statsministerafstemning i Riksdagen, og stemmetallene var 176 for og 173 imod Ulf Kristersson som statsminister. Der var mindre end 175 imod, så Kristersson var valgt som ny statsminister.

18. oktober fremlagde den nyvalgte statsminister sin regeringserklæring i Riksdagen og præsenterede sin ministerliste, hvor de to andre partiledere naturligvis indgik. Ebba Busch (KD) blev energi- og erhvervsminister samt vicestatsminister, mens Johan Persson (L) fik posten som arbejdsmarkeds- og integrationsminister. Regeringens formelle tiltræden sker i et såkaldt konselj (svarende til det danske statsråd, dvs. under monarkens forsæde) senere på dagen.

Det svenske politiske system bygger som det danske på såkaldt negativ parlamentarisme. Det betyder, at en foreslået statsminister ikke behøver at have et flertal bag sig, når det i Riksdagen ved ved en såkaldt "statsministerafstemning" efterprøves, om der er flertal for eller imod vedkommende. Men hvis mere end halvdelen af de 349 medlemmer i Riksdagen (altså mindst 175) stemmer imod den af talmannen foreslåede statsministerkandidat, kan den pågældende ikke blive statsminister (i hvert fald ikke ved den lejlighed).

Tilsvarende gælder, når regeringen er dannet. Den behøver ikke have et flertal bag sig i Riksdagen, men får den et flertal imod sig på mere end halvdelen af Riksdagens medlemmer, må den træde tilbage.

Formanden for Riksdagen – talmannen – indtager en central rolle i regeringsforhandlingerne efter et valg. På baggrund af samtaler med alle partilederne indstiller talmannen til Riksdagen, hvem der skal være statsminister. Det bliver så ved en statsministerafstemning undersøgt, om talmannen har fundet frem til et kandidatforslag, som der ikke er 175 af Riksdagens medlemmer, der stemmer imod. Hvis det lykkes, bliver vedkommende statsminister og kan danne den nye regering.

Der har siden Anden Verdenskrig været 11 forskellige statsministre i Sverige. Heraf har de syv været fra Socialdemokraterna, to fra Moderaterna og én fra henholdsvis Centerpartiet og Liberalerna.

• Tidö-aftalen
• Svensk politik efter 2000
• Riksdagen
• Sveriges forfatning

• Riksdagens valgside
• Valgmyndighedens hjemmeside