Strøby Kirke

Næsten hele den romanske kirke er bevaret i koret og skibets to østlige fag. I koret er der et romansk vindue mod øst, og der er rester af et senromansk mod nord, mens der i skibet har været et enkelt vindue i hver langmur. Det sydlige er genåbnet, mens det nordlige står som en indre blænding.

I skibet har der oprindeligt været en dør mod syd og en mod nord. Af dem er den sydlige endnu i brug om end i helt omdannet form, mens den nordlige er forsvundet.

Nedenfor beskrives tilbygninger i den rækkefølge, de blev opført i.

I den sengotiske tid rev man skibets vestlige gavl ned og føjede her et fag til. Den vestlige gavl gav man et spidsbuet vindue og dekoration af højblændinger, dvs. ornamentale murnicher. De er dog i dag dækket af tårnet.

Tårnet er muret i bælter af kridtkvadre og munkesten. Det har under taget til hver side et spidsbuet glamhul til klokkernes lyd, og det har taggavle med gotiske dekorationer af trappeformede kamtakker og højblændinger.

Våbenhuset har en gavl i munkesten, som med dens fem spidsbuede, brede højblændinger under kamtakker minder om skibets vestlige gavl. Af oprindelige detaljer er det kun den fladbuede dør i det spidsbuede murfelt, der er bevaret.

Det bæltemurede sakristi på korets nordside er den bedst bevarede af tilbygningerne. Det har oprindelige, fladbuede vinduer i spidsbuede murfelter, og både den femtakkede gavl og rummets hvælv svarer til formerne i tårnet.

Korsarmen på skibets nordside har måske tidligere fungeret som dåbskapel. Det er ligeledes bæltemuret, og det har et fladbuet vindue mod øst og et mod nord. Gavlen gotiske blændinger og kamtakker.

I kirken står det indre hvidkalket, og kirkerummet bærer præg af de murede, krydshvælvede lofter. De er i koret fra omkring år 1275, og det var formentligt på dette tidspunkt, at man udvidede korbuen. Omkring år 1500 fik skibet to hvælv, mens skibets forlængelse fik hvælv lidt senere. De resterende tilbygninger har hvælv fra deres respektive opførelse.

Den romanske døbefont af granit er af to sten. Den har en næsten halvkugleformet kumme, som foroven har en tovstav og forneden en spinkel rundstav.

Altertavlen fra omkring år 1600 er fra højrenæssancen. Den er måske af Hans Snedker fra Enderslev, da den som hans andre værker er bygget op omkring et fremspringende midterparti, søjler og smalle sidepartier. På siderne er der ornamentale vinger. På topstykket flankerer tre ret ubehjælpsomt skårne karyatider, dvs. helfigurer, der bærer gesimsen ovenover, som forestiller tro, retfærdighed og kærlighed. I slutningen af 1800-tallet er det gamle storfelt erstattet med et maleri på lærred af scenen, hvor Jesu helbreder Jairus datter. Det er signeret A. Dorph. Ved samme lejlighed fik tavlen sidernes billeder af evangelisterne.

Prædikestol fra omkring år 1635 er udført i bruskbarok med forvredne og bevidst monstrøse ornamenter. Den har i fagene arkader med figurer af de fire evangelister. På hjørnerne er der hermer, dvs. halvfigurer på halvsøjler, som forestiller tro, håb, kærlighed, retfærdighed samt en femte dyd, som nu er uden attributter, dvs. særlige kendetegn.