Byens gamle tætbyggede kvarter, Santa Cruz, fremstår som en labyrint af smalle gader og byrum i et uensartet mønster af karakteristiske hvide mauriske huse med indre gårdrum (patio).
Et af byens fornemste bygningsværker er det mauriske slot Alcázar, påbegyndt 1181 og ombygget i mudéjarstil i 1300-t.
Den femskibede katedral Santa Maria de la Sede (påbegyndt 1402) i flamboyant gotisk stil med mauriske træk er en af verdens største gotiske kirkebygninger; den erstattede en maurisk moské, hvis minaret fra 1184-96 i 1500-t. blev ombygget til klokketårn, La Giralda.
Børshuset Casa Lonja, opført 1582-89 af Juan de Herrera, er i renæssancestil. Leonardo de Figueroa og hans familie (aktive 1680-1730) var skabere af barokstilen i byen, fx Hospital de los Venerables Sacerdotes (1697).
Tobaksfabrikken, et stort barokkompleks fra 1700-t. og berømt fra Georges Bizets opera Carmen, rummer i dag universitetet (grdl. 1502). Sevilla bindes sammen af mange grønne anlæg og parker.
I anledning af verdensudstillingen EXPO i Sevilla i 1992, der blev placeret på den kunstigt anlagte ø Cartuja, gennemførtes en omfattende byfornyelse og forbedring af infrastrukturen i form af en ny jernbanelinje, motorveje, broer (Alamillobroen) samt restaurering af offentlige bygninger og udbygning af hotelfaciliteter. Bl.a. anlagdes banegården Santa Justa, opført 1991 af Antonio Cruz (f. 1948) og Antonio Ortiz (f. 1947), og J.R. Moneos lufthavn San Pablo (1991).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.