Andalusien

Befolkningen i Andalusien er stærkt opblandet med arabere (maurere), og den arabiske påvirkning er slående. Den traditionelle andalusiske arkitektur står ganske vist i stor gæld til romerne, men de mere forfinede arkitektoniske stiltræk — kaklerne, buerne og arabeskerne — er arabiske. I sproget indgår mange arabiske ord, og selv det tilbagetrukne familieliv er en arabisk institution, der usvækket har overlevet i generationer.

I Granada ligger Alhambra, der betragtes som verdens ottende vidunder. Alhambra betyder ’rødt slot', og det drejer sig om en arabisk fæstning, paladser og borge uden sidestykke. Det ligger sammen med paladset Generalife, eller Palacio de Generalife. Slottet var sommerresidens og landsted for Nasrid-sultanerne i Granada fra begyndelsen af det 14. århundrede. Hele anlægget er et af de ældste eksempler på mauriske haver. Oprindeligt var Generalife forbundet med Alhambra med en overdækket gang, men denne findes ikke længere, og et flodleje adskiller nu de to.

Sammen med den gamle mauriske bydel Albayzín, kom Alhambra og Generalife på UNESCOs verdensarvsliste i 1984. Albayzín antyder, hvordan Granada så ud på maurertiden. Den ligger på en bakkeskråning med udsigt til Alhambra.

Disse steder er kun få af de mange håndgribelige minder om Andalusiens storhedstid. Meget af det, der blev skabt i den mauriske tid — således især vandingskanalerne — forfaldt i de følgende århundreder, da store dele af Andalusiens landbrugsområder voksede til med værdiløst dværgpalmekrat.

Andalusien er, på trods af at Sevilla er en vigtig industriby, en af Spaniens svagest udviklede regioner med betydelig arbejdsløshed og afvandring. Ved Costa del Sol er Andalusien totalt domineret af turisme; hoteller og ferieboliger danner flere steder langs kysten et sammenhængende byområde. Men uden for byerne eller borte fra kysten er landskabet næsten ubeboet.

Servicesektoren er den sektor, der er vokset mest i Andalusien siden 1960’erne. Det er den vigtigste sektor på grund af den rigdom, som den frembringer, og den store beskæftigelse, den skaber (54 % af de andalusiske arbejdere).

Man skelner i Andalusien mellem kystturisme, kulturturisme og landskabsturisme. Der kommer næsten 30 millioner besøgende årligt til Andalusien, som hovedsageligt tager til Costa del Sol og Sierra Nevada (2021). Andalusien er den fjerde mest besøgte region i Spanien, næst efter Catalonien, De Baleariske Øer og De Kanariske Øer.

Hvor kunstvanding er mulig eller hvor klimaet som ved kysten er fugtigt, er Andalusien et af Spaniens mest frugtbare områder. Det intensive landbrug er koncentreret på bjergterrasser og består af mange små bedrifter, minifundier, hvor der dyrkes vin og oliven og med kunstvanding ris, sukkerrør og appelsiner. De mest solgte produkter fra Andalusien til udlandet er olivenolie, peberfrugter og tomater, efterfulgt af jordbær, oliven og hindbær.

Den vigtigste afgrøde i Andalusien er oliven med 1,5 mio. hektar jord beplantet med oliventræer. Takket været denne produktion fremstilles der i alt årligt 1,4 mio. tons olivenolie. Dermed er Andalusien den største producent på verdensplan mht. fremstilling af olivenolie (2021).

På Den Andalusiske Slette syd for Sierra Morena er storgodserne, latifundier, dominerende med avl af kvæg — særligt tyre — og heste. Regionen har en betydelig kobberproduktion fra forekomsterne ved Rio Tinto, der har været kendt i over 1000 år.

En stor del af Andalusien består af bjergområder, mod nord afgrænset af Sierra Morena med sydskråninger dækket af maki og nedslidte kratskove (garrigue), mod øst bl.a. af bjergkæden Sierra de Segura og mod syd bl.a. af bjergkæden Sierra Nevada.

Den Andalusiske Slette med steppeagtig vegetation udgør i sydvest hovedparten af lavlandet, og den gennemskæres af områdets største flodsystem Guadalquivir. Syd for Sevilla på vej mod Middelhavet krydser floden marskområdet Las Marismas med store pinjeskove og udstrakte græsningsarealer.

Andalusien er et af Europas varmeste områder om sommeren, og Sevilla er kendt som "Spaniens stegepande".

Cirka 1200 f.v.t. blev byen Tarsis (Tartessos) grundlagt på Andalusiens kyst af folk fra Lilleasien. Samtidig anlagde fønikierne handelskolonien Gadir (Cádiz). Tarsis blev ca. 500 f.v.t. ødelagt af karthaginienserne. Som det øvrige Spanien blev Andalusien underlagt romerne efter den 2. Puniske Krig (218-201) og indgik i Romerriget først som Hispania Ulterior, senere som provinsen Baetica. I 429 kom området under vestgotisk og 711 under arabisk herredømme.

I de følgende århundreder var Córdoba ikke blot Spaniens, men hele den vestlige verdens kulturcentrum. Arabernes sidste bastion, Granada, erobredes af de kristne i 1492, hvorefter Andalusien indlemmedes i kongeriget Castilien (se også Reconquista). Under de habsburgske konger (1504-1700) var al handel med de oversøiske kolonier koncentreret i Sevilla og Cádiz, som oplevede en kraftig vækst.

Siden romertiden har Andalusien været præget af latifundiestrukturen og et deraf følgende stort landarbejderproletariat med yderst ringe levevilkår. Anarkisme og anarkosyndikalisme har derfor altid haft gode betingelser i Andalusien, og det førte i 1800- og 1900-tallet til talrige strejker, opstande og anden social uro blandt landarbejderne.

Den demokratiske forfatning, der blev indført i Spanien i 1978, gav mulighed for oprettelse af selvstyrende regioner (Comunidades Autónomas), og Andalusien fik godkendt sin forfatning (Estatuto) i 1982. Som de øvrige 16 autonomier har området sin egen præsident, regering og parlament med ret vidtgående kompetence på en lang række områder, selvom den er mere begrænset end den, der er gældende for de såkaldte historiske nationaliteter, dvs. Catalonien, Baskerlandet og Galicien.

• Granada
• Alhambra
• Generalife