Serbiens nationalflag med statsvåben.

Serbiens nationalflag, indført i 1835, er vandret delt af tre lige brede striber: rød øverst, blå i midten og hvid nederst. Flaget er et populært nationalt symbol blandt serbere i hele verden. Ud over Republikken Serbien anvendes flaget i udbredt grad af de serbiske befolkningsgrupper i Kosovo, Bosnien-Hercegovina og Kroatien.

Flagets udseende og anvendelse

Det serbiske nationalflag er en trikolore af tre vandrette striber i farverne rød-blå-hvid. Flagets officielle proportioner er 2:3. Serbien er et af flere slaviske lande med et flag i rødt, blåt og hvidt, som kaldes de panslaviske farver.

Når flaget anvendes af statslige myndigheder og militæret er Serbiens statsvåben en del af flaget. Statsvåbenet sidder ikke midt på flaget, men er forskudt en anelse mod flagstangen. Nationalflaget uden statsvåben er beregnet for private borgere og virksomheder i Serbien, men det ses ofte, at den serbiske befolkning anvender nationalflaget med statsvåben.

Serbiens statsvåben består af et rødt skjold med en hvid tohovedet ørn over to gyldne liljer. På brystet har ørnen et rødt hjerteskjold med et hvidt kors omgivet af fire hvide ildstål. De fire ildstål er blevet fortolket som fire s'er fra det kyrilliske alfabet og forbogstaverne i den serbiske sætning "kun sammenhold frelser Serbien". Dobbeltørnen symboliserer den serbiske stat. Korset og ildstålene, også kendt som det serbiske kors, symboliserer det serbiske folk. Uagtet at Serbien ikke længere er et kongerige, er der en gylden kongekrone over våbenskjoldet. Kronen symboliserer landets selvstændighed og suverænitet.

Flagets historie

Da Serbien fik sin første grundlov i 1835, blev landets nationalflag fastlagt. Det røde-blå-hvide serbiske flag er inspireret af det russiske flag, som også er en trikolore med vandrette striber. Dog har striberne i Rusland den omvendte rækkefølge: hvid-blå-rød. Der er stærke kulturelle, religiøse og sproglige bånd mellem serbere og russere, og i 1800-tallet støttede Rusland serbernes kamp for uafhængighed af Det Osmanniske Rige.

Det serbiske flag og statsvåben har ændret udseende flere gange i takt med, at Serbien har skiftet styreform. I 1918 blev Serbien en del af Serbernes, Kroaternes og Slovenernes Kongerige, som i 1929 skiftede navn til Jugoslavien. Det jugoslaviske flag havde også vandrette striber, i rækkefølgen blå-hvid-rød. Under kommunismen fra 1945 til 1992 var der placeret en rød femtakket stjerne med gyldne kanter i både det jugoslaviske og det serbiske flag.

Som en del af Jugoslavien og efter Jugoslaviens opløsning og krigene på Balkan har det serbiske flag været anvendt i Serbien og af serbere i de tilstødende områder Kosovo, Srpska, Krajina og Slavonien. Visse af de serbiske flag i disse områder adskiller sig med hensyn til proportioner, nuancer og detaljer fra Serbiens nationalflag.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig