Senglacial temperaturkurve
Senglacialtidens klimakurve fra Grønlandske iskerner og vegetationsperioder i Nordvesteuropa.
Senglacial temperaturkurve
Af .
Licens: Brukerspesifisert
Ældste Dryas
Rekonstruktion af fordeling af land, hav og gletsjeris i Ældste Dryas.
Ældste Dryas
Af .
Licens: CC BY NC SA 3.0

Senglacialtid er en overgangsperiode mellem sidste istid, Weichsel, og den nuværende mellemistid, Holocæn. Perioden strækker sig fra ca. 17.000 til 11.700 år før nu. Det var i det tidsrum, at den hårdføre, kuldetolerante vegetation indvandrede, mens de sidste rester af Det Skandinaviske Isskjold over Danmark smeltede bort.

Senglacialtid opdeles i perioderne Ældste Dryas, Bølling, Ældre Dryas, Allerød og Yngre Dryas og rummer spor af en kortvarig opvarmning under sidste istids afslutning. Benævnelsen Dryas for de kolde perioder skyldes den hyppigt forekommende dværgbusk rypelyng (Dryas octopetale).

Senglacialtid i de grønlandske iskerner

Variationen af ilt-isotoper i grønlandske iskerner kan oversættes til ændringer i temperaturen. På indlandsisen har den fx kunnet afsløre det forgæves tilløb mod istidens ophør og overgangen til tempereret klima, hvilket plantevæksten i de senglaciale aflejringer i Danmark har vist. Det kolde klima, der var fremherskende gennem det meste af Sen Weichsel, blev kortvarigt afbrudt af opvarmning til nærmest mellemistidsforhold, hvorefter temperaturen gradvis sank til istidsniveau igen, inden den atter steg til blivende mellemistidsværdier. I ca. 1.500 år (Yngre Dryas) vendte klimaet tilbage til istidsforhold, sandsynligvis forårsaget af ændrede cirkulationsmønstre i strømforholdene i Nordatlanten.

Disse skift i temperaturen har kunnet aldersbestemmes ret nøjagtigt ved at tælle antallet af årslag i iskernerne, lidt på samme måde som man tæller årringe i træer. Støttet af kulstof 14-dateringer af planterester fundet i søaflejringer på vore breddegrader kan de klimatiske svingninger jævnføres med tilsvarende variationer i iskernerne.

Geografi

Yngre Dryas
Rekonstruktion af land, hav og gletsjeris i slutningen af Yngre Dryas.
Yngre Dryas
Af .
Licens: Brukerspesifisert

I Ældste Dryas var isen smeltet tilbage gennem den vestlige Østersø og Skagerrak, og gradvis blev der i Danmark, det sydligste Sverige og de norske kystegne efterladt betydelige arealer dækket af dødis. I Danmark betød det bl.a., at der blev aflejret lerede sedimenter i isdæmmede søer og lavninger i terrænet; sedimenter indeholdt ofte rester af den sparsomme polarvegetation, der indvandrede i hælene på den bortsmeltende isrand.

Det arktiske Yoldiahav trængte ind over det nordlige Jylland og dybt ind i Kattegat til det nordlige Øresund. Gennem resten af Senglacialtid medførte den hurtige, isostatiske landhævning imidlertid et markant fald i havniveauet i de tidligere isdækkede områder. Mens havvandstanden var faldet betydeligt i det sydlige Kattegat, forblev havniveauet højt i områderne nærmest isranden, hvilket førte til, at Yoldiahavet i slutningen af Yngre Dryas brød gennem det mellemsvenske lavland og nåede ind i den nordlige Østersø.

Gennem de yngre afsnit af Senglacialtid smeltede den resterende dødis, hvilket sammen med den stadige landhævning resulterede i en kraftig erosion i landområderne, bl.a. med dannelse af dybe dale til følge.

Dyre og planteliv

Senglacial pollendiagram
Pollendiagram fra en boring i Bølling Sø. Diagrammet læses nedefra og op og illustrerer plantevækstens ændring gennem Senglacial. Tykkelsen på hver af de enkelte planters forekomst, viser hyppigheden i mængden af luftbåret pollen.
Senglacial pollendiagram
Af .
Licens: Brukerspesifisert

Senglacialtiden begyndte med gletsjernes tilbagesmeltning og indvandring af den krybende polarvegetation i Ældste Dryas. Hurtig opvarmning indledte den sammensatte Bølling–Allerød-varmetid, der, adskilt af et tilbagefald i Ældre Dryas, formede sig som en langsom nedgang i temperatur, mens den åbne pionerskov indvandrede. Urter og græsser var dominerende sammen med dværgbuske af pil, bynke, revling og birk, og i Bølling indfandt sig også spredt vækst af træer af birk og pil. I Allerød blev en åben skov af birk og fyr almindelig, men den forsvandt igen i Yngre Dryas til fordel for den krybende polarvegetation. I slutningen af Senglacial, da klimaet var vendt tilbage til istidstilstand, blev den samlede plantevækst mere kuldetolerant.

De senglaciale klimaforandringer i Bølling og Allerød gav således mulighed for etablering af en subarktisk til nordligt tempereret steppe med en åben skovflora og -fauna af bl.a. mammut, kæmpehjort, elg, snehare, bjørn, bæver, ulv, vildhest og ikke mindst rensdyr, som tiltrak de første jægerkulturer. På overgangen til Holocæn i Præboreal skete der endnu en hurtig og denne gang vedvarende opvarmning, hvilket betød, at steppen forsvandt til fordel for en lysåben skov af birk og fyr.

Læs mere i Den Store Danske

Læs mere i Naturen i Danmark

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig