Senglacialtid

Artikelstart

Senglacialtid, overgangsperiode mellem sidste istid, Weichsel, og den nuværende mellemistid, Holocæn, ca. 17.000-9500 f.Kr., da en global temperaturstigning førte til afsmeltningen af den sidste skandinaviske indlandsis over Danmark. Perioden opdeles i varmeperioderne Bøllingtid og Allerødtid og kuldeperioderne Ældste Dryastid, Ældre Dryastid og Yngre Dryastid.

I Ældste Dryastid afsnøredes den aktive is, og store arealer blev dækket af nedsmeltende dødis, hvilket medførte aflejring af lerede sedimenter i isdæmmede søer og lavninger i terrænet. Det arktiske Yoldiahav trængte over det nordlige Jylland og dybt ind i Kattegat til det nordlige Øresund. Den hurtige isostatiske landhævning medførte imidlertid et markant fald i havniveauet gennem hele perioden.

Under de yngre dele af Senglacialtiden smeltede den resterende dødis, hvilket sammen med den stadige landhævning betød kraftig erosion, bl.a. med dannelse af dybe dale til følge. De senglaciale klimaforandringer (Bølling- og Allerødtid) skabte mulighed for en subarktisk til nordlig tempereret steppe — og åben skovflora og -fauna samt rensdyrjægerkulturer.

I ca. 1500 år (Yngre Dryas) vendte klimaet tilbage til istidsforhold, sandsynligvis forårsaget af ændrede cirkulationsmønstre i strømforholdene i Nordatlanten. Ved overgangen til Holocæn indvandrede den tempererede skov som følge af en markant temperaturstigning.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig