Søren Spanning

Faktaboks

Søren Spanning
Født
30. maj 1951
Død
12. februar 2020

Søren Spanning var en dansk skuespiller, gift med Karen-Lise Mynster. Efter debut på Aarhus Teater 1976 kom Søren Spanning til Det Kongelige Teater 1980-87.

Søren Spanning var en af sin generations mest markante karakterskuespillere, i talent og type ofte sammenlignet med Mogens Wieth; han forenede intellektuel maskulinitet med følsomhed som set i flere store Tjekhovroller.

Den dobbelte udstråling kom bl.a. til udtryk i hans Stuckenbergportræt i TV-Teatrets To som elsker hinanden (1988). Han har spillet klassikere: Holberg, Shakespeare, bl.a. Hamlet på Det Kongelige Teater (1982) og Kronborg (1985), samt titelrollen som dr. Stockmann i Ibsens En folkefjende (Det Danske Teater 2004), og et moderne repertoire (Thorup, Stoppard og Enquist) foruden lystspil, bl.a. Coward og Shaw, fx professor Higgins i sidstnævntes Pygmalion i såvel original- (1992) som musicalversion (My Fair Lady, 1999), begge med skarp elegance.

Søren Spanning debuterede som instruktør i 2004 på Folketeatret med Tjekhovs Mågen. Spanning har medvirket i filmen Min farmors hus (1984) foruden i megen radio- og tv-dramatik.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig