Faktaboks

Sønder Vilstrup Kirke
Sogn
Sønder Vilstrup Sogn
Provsti
Kolding Provsti
Stift
Haderslev Stift
Kommune
Kolding Kommune
Sønder Vilstrup Kirke
Sønder Vilstrup Kirke er fra romansk tid. Kirkens lave tårn er bygget til i senmiddelalderen, og det er ombygget i 1600-tallet eller 1700-tallet.
Af .
Licens: CC BY SA 3.0

Sønder Vilstrup Kirke er en sognekirke, som ligger ensomt vest for landsbyen Sønder Vilstrup, lidt mere end 8 kilometer nordøst for Kolding.

Kirkegård

Kirkegården, som ikke menes udvidet siden i hvert fald slutningen af 1800-tallet, er omgivet af lave kampestensdiger. Hovedindgangen er en køreport mod øst, mens der også findes en fodgængerlåge fra præstegårdshaven mod vest.

Kirkebygning

Kirken består af et romansk kor og et skib, som er bygget af granitkvadre og frådsten. Hertil kommer et senmiddelalderligt tårn mod vest, af hvilket kun underdelen er bevaret, samt et ligeledes senmiddelalderligt våbenhus syd for skibet.

I kirkens ældste dele, nemlig koret og skibet, som er påfaldende skæve i forhold til hinanden, er der bevaret enkelte oprindelige detaljer. På kormuren bag alteret ses bl.a. et tilmuret romansk vindue, og på korets nordside kan et tilmuret romansk vindue også skimtes. Oprindeligt havde kirken som alle andre middelalderkirker to indgangsdøre, som fandtes mod nord og syd i skibets vestende. Af disse er syddøren endnu i brug, mens norddøren for længst er tilmuret.

Tårnet var oprindeligt opført af munkesten og genbrugte kvadre fra skibets delvist nedrevne vestgavl, men den lave overdel er i dag præget af en ombygning, som menes at være sket i 1600-tallet eller 1700-tallet, hvor det også kan tænkes at tårnet fik sin nuværende lave højde. Indvendigt er det hvælvede tårnrum forbundet med skibet gennem en spids bue.

Våbenhuset har en fint udsmykket gavl med fire rundbuede blændinger, dvs. dekorative murnicher. Over indgangsdøren samt i de to flankerende nicher ses tre romanske gravsten indsat i murværket.

Indvendigt præges kirkerummet af de hvidkalkede vægge og de hvidtede, flade gipslofter, som står i kontrast til den blanke romanske korbue med synlige sten.

Inventar og gravminder

Inventaret i Sønder Vilstrup Kirke er fra flere forskellige perioder med inventardele fra både middelalderen og senbarokken.

Kirkens ældste inventarstykke er den romanske døbefont af granit. Den er udsmykket med udhuggede knopper på fodens hjørner, men er ellers ganske enkel.

I kirken findes også to krucifikser. Et fra senmiddelalderen i god stand hænger således på skibets nordvæg, mens et ældre, sengotisk krucifiks fra omkring år 1300 uden arme hænger i tårnrummet.

Altertavlen fra 1667 er i senbarok stil, og danner ramme om et maleri fra 1872, som forestiller den sidste nadver. Øverst på tavlen ses et Kristusmonogram bestående af de sammenskrevne græske bogstaver chi og rho, de første to bogstaver i Kristus på græsk, flankeret af et alfa og omega.

Den relativt enkle prædikestol er sandsynligvis samtidig med altertavlen. Dens smalle fag er udsmykket med malerier af de fire evangelister, som opdeles af smalle, udskårne søjler. I den murede fod blev der i 1960 fundet spor efter en ældre bærestolpe, som prædikestolen tidligere må have stået på.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig