Rumæniens historie indtil 1859

Den romerske kejser Trajan oprettede i år 106 provinsen Dacia nord for Donau og i Karpaterne, og den stedlige befolkning blev underkastet en systematisk romanisering. Det latinske sprog vandt hurtigt udbredelse, og senest i 271 kom kristendommen til området. Under pres fra de fremtrængende goter måtte kejser Aurelian opgive provinsen, og i 271-275 blev de romerske legioner og embedsmænd evakueret til provinserne syd for Donau sammen med byernes overklasse. Arkæologiske undersøgelser tyder dog på, at størstedelen af den dakisk-romerske befolkning blev boende, og kristendommen synes at have holdt stand. Nord for Donau virkede i 300-tallet missionspræsterne Sava og Wulfila, der blandt andet prædikede på latin. Efter goterne blev det dakiske område behersket af hunnerne (fra 376), gepiderne (fra 454) og avarerne (fra 558). Under de skiftende herrefolk bevarede den dakisk-romerske befolkning af bjerghyrder og bønder tætte kontakter med Det Byzantinske Rige, særlig med provinsen Scythia (se Dobrogea), og romaniseringsprocessen blev først afbrudt, da rigsgrænsen ved Donau i 602 faldt for de slaviske stammers massive indvandring på Balkan.

Slaverne bosatte sig også i Transsylvanien og på den rumænske slette, hvor de som agrarsamfundets overklasse kom til at påvirke den neolatinske befolkning meget. Da området i anden halvdel af 800-tallet blev erobret af det nykristnede Bulgarien, blev kirkeslavisk liturgisk sprog, og kyrillisk det anvendte alfabet. Omkring år 900 blev Transsylvanien erobret af magyarerne. Slettelandet blev erobret af petjenegerne og derefter (fra 1100-tallet) af kumanerne. Men disse begivenheder fik ringe indflydelse på den rumænske etnogenese, der kendetegnes ved, at det slaviske element gradvis smeltede sammen med det neolatinske befolkningsflertal.

Rumænerne i Transsylvanien (på tysk Siebenbürgen) var indtil fredsslutningerne efter 1. Verdenskrig en social underklasse, der politisk blev umyndiggjort af den toneangivende ungarske adel og af tyske kolonister, der indvandrede i højmiddelalderen.

Derimod kunne rumænerne på sletten syd og øst for Karpaterbuen i 1300-tallet danne deres egne stater. Mongolerstormen i 1240-1242 havde fordrevet kumanerne og rettet et hårdt slag mod både Ungarn og Bulgarien, og da mongolerne efterhånden selv blev svækket af indbyrdes stridigheder, udnyttede en række valakiske stormænd det opståede magttomrum til at danne fyrstendømmet Valakiet, der kom til at omfatte hele området mellem Donau og De Transsylvanske Alper. Denne første rumænske statsdannelse blev fuldbyrdet af fyrst Basarab 1., der i 1330 tilføjede den ungarske konge et sviende nederlag.

Den næste rumænske statsdannelse var Moldavien, der blev oprettet øst for Karpaterne i 1352-1353 som en ungarsk grænsemark mod mongolerne. I 1359 erklærede hærføreren Bogdan 1. landet for uafhængigt af Ungarn, og Moldavien blev endeligt konsolideret som stat under Roman 1. (regerede i 1391-1395), der drev mongolerne ud og udvidede sit fyrstendømme til Dnestr og Sortehavet.

Både Valakiet og Moldavien profiterede af den livlige transithandel mellem Centraleuropa og Sortehavet. Undertiden valgte de at anerkende henholdsvist den ungarske og den polske konge som lensherre, men kulturelt orienterede de sig mod den ortodokse verden på Balkan, især Bulgarien, hvilket tydeligt fremgår af arkitekturen, kirkeornamentikken og de litterære genrer. Patriarken i Konstantinopel gav i 1359 sin velsignelse til oprettelsen af det første rumænske metropolitsæde i Valakiets hovedstad Curtea de Argeş, og i 1401 fik Moldavien sin egen metropolit i Suceava. Blandt de mange nye klostre blev de vigtigste lærdomscentre Vodiţa og Tismana i Valakiet og Moldoviţa og Bistriţa i Moldavien. Det kirkeslaviske sprog og det kyrilliske alfabet blev også anvendt i den verdslige forvaltning.

De rumænske fyrstendømmer deltog aktivt i kampen mod de fremtrængende osmanner, men måtte i det lange løb bøje sig for overmagten. Fra 1500-tallet var både Valakiet og Moldavien sultanens tributpligtige lydstater. De bevarede dog et vist selvstyre under nationale dynastier og blev ikke udsat for samme undertrykkelse som de kristne folk syd for Donau. Michael den Tapre af Valakiet (1558-1601, regerede fra 1593) havde held til at skabe et kortvarigt Storrumænien, der også omfattede Moldavien og Transsylvanien. Hans ulydighed medførte, at sultanen tilsidesatte den dynastiske arvefølge og selv udpegede fyrsterne (se hospodar) blandt de indbyrdes rivaliserende bojarslægter (se bojar). I slutningen af 1500-tallet blev de fleste rumænske bønder stavnsbundne fæstere. 1600-tallet blev en relativt fredelig periode, præget af material fremgang og kulturel blomstring. I krigen mellem Rusland og Osmannerriget i Moldavien i 1711 kæmpede rumænerne sammen med de russiske trosfæller. Som straf indsatte osmannerne i 1711-1821 græske fanarioter som herskere i de to fyrstendømmer. Under fremmedherredømmet knyttede den rumænske elite i stigende grad sine forhåbninger til Rusland, der ved gentagne sejre over Osmannerriget opnåede adgang til Sortehavet i 1774-1792.

I 1812 blev også Bessarabien indlemmet i Rusland, og efter Adrianopelfreden i 1829 mellem Rusland og Osmannerriget blev de rumænske fyrstendømmer et russisk protektorat med vidtstrakte selvstyrerettigheder baseret på Det Organiske Reglement.

Ved fredsslutningen i Paris i 1856 efter Ruslands nederlag i Krimkrigen ophævedes det russiske protektorat, og fyrstendømmernes autonomi under osmannisk overhøjhed blev i stedet garanteret af de syv signitarmagter. I 1859 valgte de rumænske landdage Alexandru Ioan Cuza til hospodar i både Moldavien og Valakiet, hvilket var i modstrid med garantmagternes anvisninger.

• Rumæniens forhistorie
• Rumæniens historie (oversigt)
• Dacia (Dakien)
• Rumæniens historie indtil 1859 (denne artikel)
• Rumæniens historie 1859-1945
• Rumæniens historie efter 1945
• Rumæniens statsledere