Lucius Domitius Aurelian

Lucius Domitius Aurelian, 214-275, romersk kejser fra 270. Aurelian spillede en væsentlig rolle i kuppet mod Gallienus i 268 og blev derefter rytteranfører.

Efter Claudius 2.s død blev han udråbt til kejser, men måtte i hele sin regeringstid bekæmpe indre opstande. Han opgav provinsen Dacia nord for Donau, men ellers lykkedes det ham at slå forskellige indtrængende germanske stammer tilbage fra Den Italiske Halvø og Donauområdet, ligesom han generobrede Palmyra i Syrien.

Derved genskabte Aurelian Romerrigets enhed efter 40 års uro, og han blev hyldet som restitutor orbis, "verdens genopretter". For at beskytte byen Rom opførtes en bymur, som stadig er delvis bevaret, og som bærer hans navn.

Lucius Domitius Aurelian gennemførte en møntreform, og han ophøjede i 274 den orientalske solgud, Sol Invictus, til rigsgud. Året efter blev han myrdet under forberedelserne til et felttog mod perserne.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig