Faktaboks

Randbøl Kirke
Sogn
Randbøl Sogn
Provsti
Grene Provsti
Stift
Ribe Stift
Kommune
Vejle Kommune

Randbøl Kirke er en landligt beliggende sognekirke ca. 9 kilometer sydvest for Billund. Den er bemærkelsesværdig ved et usædvanligt tårn og dens placering nær ved en gravhøj.

Kirkebygning

Kirken består af et kor et skib fra romansk tid. I senmiddelalderen tilføjede man et tårn på skibets vestende, mens våbenhuset på skibets sydside er fra 1874.

I dag er kirken hvidkalket udvendigt, mens tagene er belagt med bly.

Den romanske kirke

I romansk tid blev mange kirker opført af natursten. Dette gælder også i Randbøl Kirke, hvor de ældste dele er bygget af granitkvadre.

I kirkens ældste dele, nemlig det relativt lille kor og skib, er der kun bevaret få oprindelige detaljer i form af en dør. Som stort set alle andre middelalderkirker havde kirken nemlig oprindeligt to indgangsdøre, som fandtes mod nord og syd i skibets vestende. Norddøren er i dag tilmuret, mens den tilsvarende syddør overfor endnu er i brug, og i dag forbinder våbenhuset med skibet.

Tilbygninger og ombygninger

Kirkens tårn er ret usædvanligt, og det er usikkert præcist hvornår det er opført. Dels er tårnet usædvanligt bredt i forhold til længden, men også fordi at det bortset to lydhuller til klokken og et lille vindue nederst mod vest er helt uden ydre åbninger. Tårnrummet er forbundet med skibet gennem en stor, rund bue, og øverst har tårnet et saddeltag med gavle i nord og syd.

Våbenhuset på skibets sydside er fra 1874, hvor det blev opført til erstatning for et ældre våbenhus samme sted. Oprindeligt var murene dekoreret med murede halvsøjler, men disse blev fjernet ved en ombygning i 1912, hvor våbenhuset fik sit nuværende udseende.

Kirkens indre

Indvendigt står kirken med hvidkalkede vægge, træfarvet bræddeloft i både kor og skib, samt teglstensgulv.

Kalkmalerier

Korbuen er udsmykket med kalkmalede ranker fra omkring 1550.

Inventar og gravminder i Randbøl Kirke

Inventaret i Randbøl Kirke er fra flere forskellige perioder, med del fra både den ældste middelalder, 1500-tallet, 1600-tallet og 1700-tallet.

Døbefont fra middelalderen

Kirkens ældste inventarstykke er den middelalderlige døbefont af sandsten, som er fra omkring 1350. Døbefonten er enten fra Gotland i Sverige eller i hvert fald inspireret af døbefonte herfra, og er udsmykket med arkader på kummen, hvori der er indhuggede rosetter.

Dele af bænke fra omkring 1580 og 1639

En af kirkens mere usædvanlige inventardele er bænkene. Mens selve sæderne og ryglænene er fra omkring 1880, er gavlene og vægpanelerne sjældent helstøbte og velbevarede dele fra renæssancen. Mens delene mod syd er fra omkring 1580 er dem mod nord fra 1639, men er ganske usædvanligt holdt i samme stil. Panelerne og gavlene er rigt udsmykkede med forskellige udskårne motiver, vægpanelerne med rundbuede felter der minder om dem på prædikestolen.

Prædikestol fra omkring 1620

Prædikestolen er fra omkring 1620, og er udsmykket med malerier fra 1738. Malerierne, som udfylder stolens fire fag med rundbuede felter, forestiller en soldat der står vagt, en dreng der rækker en godbid frem mod en tilløbende hund, en mand der flygter fra et uvejr, og en hånd fra skyen der hamrer på et hjerte.

Altertavle fra 1738

Altertavlen er fra 1738, men indeholder dele af en ældre renæssancealtertavle. Centralt er den udsmykket med et samtidigt maleri af den sidste nadver, mens det øverste maleri viser Jesus i Gethsemane Have.

Gravminder

Af gravminder kan nævnes en række bevarede gravsten på kirkegården fra 1800-tallet. Her står også et stort monument fra 1947 over fem Royal Air Force-piloter, som i 1944 blev skudt af den tyske besættelsesmagt.

Kirkegård

På kirkegården lige nord for kirken ligger en gravhøj fra sen stenalder eller tidlig bronzealder. Den er populært kendt under navnet ”Kong Rans Høj”. En kirke og høj der ligger så tæt er forholdsvis sjældent, men kendes blandt andet fra Jelling.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig