Provence-Alpes-Côte d'Azur

Artikelstart

Provence-Alpes-Côte d'Azur, region i SØ-Frankrig mellem Rhônefloden, Middelhavskysten og Italien; 31.400 km2, 4,95 mio indb. (2013). Regionen omfatter departementerne Alpes-de-Haute-Provence, Bouches-du-Rhône og Var (omtrent svarende til den historiske provins Provence), Hautes-Alpes (del af den historiske provins Dauphiné), Vaucluse (før 1789 det Vatikan-ejede grevskab Venaissin) samt Alpes-Maritimes (grevskabet Nizza, i 1860 overtaget fra kongeriget Sardinien).

Landskab

Regionen domineres af Alperne, som mod nord når højden 4103 m i Pelvouxmassivet (Barre des Ecrins); her ligger Frankrigs største nationalpark. Mod syd og vest bliver bjergene gradvis lavere og domineres af kalksten med karstfænomener og dybe kløfter, bl.a. den imponerende canyon Gorges du Verdon. Middelhavskysten er, bortset fra Rhônedeltaet, klipperig med kun små sandstrande. Lavland findes overvejende langs Rhône og dens biflod Durance samt i det store Rhônedelta, Camargue.

Klima og plantevækst

De lavtliggende dele af regionen har typisk Middelhavsklima med regnrige, milde vintre (5-9 °C i januar) og tørre, varme somre (22-24 °C i juli) og et stort antal solskinstimer. I Rhônedalen blæser undertiden den kolde, tørre nordenvind mistralen. Den naturlige plantevækst i lavlandet er stedsegrøn skov, men rovhugst og overgræsning har forvandlet den til kratskov (maki) og til den lave, åbne garrigue med bl.a. timian, rosmarin og lavendel. I 1900-t. blev der foretaget omfattende nyplantning af skov, der dog ofte er udsat for brande. I bjergene er temperaturerne lavere end i lavlandet, og nedbøren større; solrigdom og lav sommernedbør kendetegner den provencalske del af Alperne.

Erhverv

Landbruget tegner sig for kun 3 % af beskæftigelsen (2013) og er stærkt specialiseret med især frugt og grøntsager. Frankrigs største areal til dette formål (kunstvandet) ligger omkring Avignon. Blomsterdyrkning til hele det franske marked er en anden specialitet, og dyrkning af lavendler (i 500-1000 m højde) og roser er baggrund for bl.a. parfumeindustrien i Grasse.

Industrien er beskeden med en andel af den samlede beskæftigelse på 16,9 % (inkl. byggeri); den omfatter især olieraffinering og ældre kemisk industri samt næringsmiddelindustri i Marseille, men en ny, højteknologisk industri er i fremgang, bl.a. inden for elektronik og produktion af flydele.

Serviceerhvervene er helt dominerende i Provence-Alpes-Côte d'Azur med en andel på 80,1 % af beskæftigelsen. Turismen er her det vigtigste erhverv. Regionen er et af Europas førende turistmål, især Rivieraen, herunder Nice og Cannes. Turismen byder på sæsonprægede, lavt betalte job, der suppleres med betjeningen af de mange pensionister, der bosætter sig i regionen. Klimaet og landskabet tiltrækker imidlertid også højtkvalificeret og vellønnet arbejdskraft og lokaliseringsfleksible produktioner, fx informationsteknologi, erhvervsservice samt offentlig og privat forskning. Vest for Nice er opført forskerparken Sophia-Antipolis.

Befolkning og byer

Den blomstrende turisme og andre serviceerhverv har siden 2. Verdenskrig øget beskæftigelsen og sammen med tilflytningen af pensionister betydet hurtigere vækst i folketallet end i nogen anden fransk region, herunder også en stor indvandring fra udlandet. Selv i bjergområder, hvor folketallet gik tilbage i mange årtier, øges det. Men ikke alle finder beskæftigelse; regionen har en af landets højeste arbejdsløshedsprocenter. Kontrasten mellem rige og fattige er stor og er en af årsagerne til stor kriminalitet. Størstedelen af befolkningen bor nær kysten og Rhône, hvor også de største byer ligger, herunder industri- og transportcentret Marseille, som også er regionens hovedstad, turistcentret Nice og flådebasen Toulon. Den regionale betjening varetages især af de mellemstore byer Avignon og Aix-en-Provence. Den indre del af regionen er meget tyndtbefolket; mange egne har færre end 10 indb. pr. km2.

Transport

Jernbaner og motorveje er veludbyggede, men hårdt belastede i Rhônedalen og langs kysten; højhastighedstoget fra Paris via Lyon betjener Marseille, Nice og Monaco og når frem til Ventimiglia (fr. Vintimille) lige efter den italienske grænse. Nice og Marseille har store lufthavne med betydelig international trafik, og Marseille har med udbygningen i Fos-sur-Mer en af Frankrigs største havne.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig