Grasse, by nær den franske Middelhavskyst 20 km vest for Nice; ca. 50.900 indb. (2013); bebyggelsen er vokset sammen med kystbyen Cannes. Grasse opstod i middelalderen og rummer en malerisk gammel bydel. Siden 1700-t. har den haft speciale i parfumefremstilling på grundlag af den provencalske blomsteravl. Efter 1945 har turismen fra kysten bredt sig til Grasse og er nu byens hovederhverv; byen er desuden centrum for et betydeligt opland.