Piemonte

I begyndelsen af 1000-t. fremtrådte Piemonte som en del af hertugdømmet Savoyens besiddelser. Beliggenheden som en del af grænselandet mellem Italien og Frankrig, har i høj grad bestemt regionens skæbne. Efter de italienske kriges afslutning i 1559 lykkedes det hertugerne af Savoyen at sikre sig herredømmet over Piemonte og i 1600-t. at konsolidere og udvide besiddelserne. I 1700-t.s arvefølgekrige erhvervede hertugerne også Sardinien og kongetitlen for det savoyske hus, og Piemontes største by, Torino, blev hovedstad for kongeriget.

Under Napoleonskrigene indlemmedes Piemonte og Savoyen i Frankrig, men Piemonte genopstod i sit gamle omfang i 1815, dog kraftigt hæmmet af østrigsk dominans over det øvrige norditalienske område. I 1840'erne blev Piemonte et samlingspunkt for Risorgimento, og den savoyske kong Vittorio Emmanuele 2. og udenrigsminister Camillo Cavour sikrede fra 1859 Napoleon 3.s støtte mod Østrig til den italienske samling under huset Savoyen. Prisen var afståelse af det gamle savoyske kerneland og Nizza (nuv. Nice) til Frankrig. 1859-70 gennemførtes samlingen fra Torino, der efter 1865 måtte opgive sin status som hovedstad til Firenze, før hovedstaden i 1871 blev Rom.