Alessandria, italiensk provinshovedstad 85 km øst-sydøst for Torino; 89.500 indb. (2012). Alessandria er grundlagt i 1100-t. og opkaldt efter pave Alexander 3. Byen er begunstiget af beliggenheden ved den sydlige del af Poslettens øst-vestgående trafikkorridorer. Byens kendteste produkt er Borsalinohatten. Større betydning har metal- og kemisk produktion. Byen er desuden kendt for tøj- og konfekturefremstilling samt for guldsmedehåndværk fra Valenza nord for byen.