Barbaresco, rødvin, der udelukkende laves af nebbiolodruen. Barbaresco må kun avles på et nøje afgrænset område på Piemontes høje, ikke langt fra byen Alba. Vinen er en af de få vine med oprindelsesgarantien DOCG. Det er en relativt tanninrig, kraftig vin, der dog i forhold til den beslægtede barolo sædvanligvis betegnes som mere elegant og feminin, og som modnes hurtigere. Se også Italien (vin).