Philippe Descola

Descola er elev af bl.a. den franske, strukturalistiske antropolog Claude Lévi-Strauss og som denne specialist i Amazon-folk i Sydamerika. Hans feltarbejde blandt Achuar-folket (en gren af den etnolingvistiske gruppe Jivaro) er baggrund for hans populære bog Les Lances du crépuscule: relations Jivaros (1993; engelsk: The spears of twilight: life and death in the Amazon jungle, 1996).

I den bredt anlagte gennemgang af Achuar-menneskenes kultur og levevis fokuserede Descola ikke mindst på forholdet imellem mennesker og andre levende væsener: dyr og planter. Dette var udgangspunktet for Descolas hidtil mest kendte bog, Par-delà nature et culture (2005; engelsk Beyond Nature and Culture, 2013), der ud fra etnografiske og historiske eksempler argumenterer for at begrebet om "natur" som en selvstændig del af virkeligheden først er blevet dominerende i og med oplysningstiden; ved siden af nutidens "naturalisme" beskriver han tre andre ontologier: "animisme", "totemisme" og "analogisme". I bogen Les Formes du visible (2021: "Det synliges former") viser Descola, hvordan de forskellige ontologier giver anledning til helt forskellige udnyttelser af billeder og andre materielle fremstillinger af mennesker og andre væsener.

Inspireret af erfaringerne hos sine Achuar-værter har Descola formuleret en teori om fire fundamentale "ontologier", dvs. måder hvorpå mennesker typisk forstår og forklarer deres forhold til andre levende væsener. Forskellen imellem natur og kultur, som ofte tages som indlysende og alment udbredt, er ifølge Descola en særlig ontologi, der har udviklet sig i kraft af oplysningstiden; ingen anden kultur har kendt forestillingen om en særlig "natur" som noget der var essentielt forskelligt fra mennesker.

Den dominerende ontologi i nutiden er naturalisme, hvormed der her menes en dualisme, hvor mennesker har samme slags krop som alt andet i verden (dvs. de består af samme grundstoffer, og de er underlagt samme fysiske, kemiske og biologiske lovmæssigheder som alle andre organismer), men som noget unikt desuden har et ikke-materielt indre – et sind, en bevidsthed, en sjæl eller lignende. Over for én og samme "natur" står derfor fænomenet "kultur", der har uendeligt mange variationer. I denne modsætning imellem natur og kultur ligger også at dyr og planter grundlæggende er "ting", genstande uden bevidsthed, og at de derfor også kan behandles som "ting".

En stik modsat forståelse findes bl.a. hos Achuar: animisme (som den er defineret af Descola). Den ligner naturalismen ved at skelne imellem ydre (krop) og indre, men ser forholdet omvendt: Forskellen imellem mennesker og andre væsener ligger ikke i deres indre, men i deres kroppe. Dyr og planter har lige som mennesker bevidsthed, hukommelse, sans for retfærdighed og respekt for aftaler. Til gengæld adskiller alle arter sig fra hinanden i kraft af deres forskellige kroppe, der adskiller arterne med hensyn til, hvad de kan og ikke kan (fx at tale et menneskeligt sprog).

I mytiske fortællinger, i drømme og i shamanistiske ritualer er det dog muligt at kommunikere med ikke-menneskelige væsener, når disse har aflagt deres kroppe og fremstår som de menneskelige væsener, de egentlig er. Animismen kender derfor ingen modstilling mellem natur og kultur; ikke-menneskelige væsener har de samme mentale og moralske egenskaber som mennesker. Animismen findes og har fandtes mange steder på jorden, særligt i jæger-samler-kulturer i Syd- og Nordamerika og i Sibirien.

Indfødte jæger-samler-kulturer i Australien har en helt tredje ontologi, totemisme. Descola ser dennes særkende i en kombination af særligt vigtige steder i landskabet og kropslige fællesskaber imellem grupper af mennesker (klaner) og arter af dyr og planter. En bestemt klan nedstammer fra et urtidsvæsen (i "drømmetiden"), som også har givet liv til andre arter af levevæsener, som klanen derfor er beslægtet med. Her er der hverken forskel imellem "natur" og "kultur" eller imellem indre og ydre; det er én og samme særlige livskraft, der gennemsyrer medlemmerne af en bestemt klan og de andre arter som denne klan er beslægtet med.

En fjerde ontologi findes Descola i før-moderne samfund, der er mere komplekse end jæger-samler-samfund. Her dominerer en forvirrende mangfoldighed af arter og fænomener, som ordnes i systemer og hierarkier med gensidige forbindelser, "analogier", på kryds og tværs. Et spor af denne tænkemåde findes endnu i astrologi, hvor fænomener som stjernetegn, elementer, køn og karaktertræk henviser til hinanden og udgør ét omfattende, rationelt system.

Ligesom ved totemismen er forskellen imellem det indre og det ydre ikke relevant her. Men i modsætning til totemismen er der her heller ingen substantiel enshed imellem grupper af arter; derimod kan alting potentielt henvise til alt muligt andet. Der findes og har fandtes mange forskellige analogistiske konstruktioner. De er typiske for antikke højkulturer, fx yin/yang-princippet i den kinesiske daoisme, hinduisme, buddhisme, og i græsk-filosofiske og kristen kosmiske spekulationer og idealer generelt (et kendt eksempel er den bibelske skabelsesberetning, 1 Mosebog 1, der forbinder ugedage med fænomener og arter i verden); også mellemamerikanske højkulturer som mayaer og azteker har haft en analogistisk ontologi.

Heller ikke i analogismen er der plads til en særlig "natur", for her er væsener som engle, dæmoner og guddomme lige så virkelige som dyr, planter og køkkenredskaber. I Europa dominerede analogismen til og med renæssancen, hvorefter den blev marginaliseret til fordel for naturalismen.

De fire ontologier kan forekomme i rene og typiske udgaver. Men de kan også kombineres eller eksistere side om side, typisk med en af dem som den dominerende og andre med en underordnet status, fx som når nutidige naturalister betragter deres egne kæledyr som en slags mennesker.