Pennsylvania er en stat i det nordøstlige USA. Den tiltrådte som den anden stat forfatningen i 1787. Guvernøren er Tom Wolf fra Det Demokratiske Parti.
Efter en stor europæisk indvandring i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet har Pennsylvania kun haft en beskeden befolkningsvækst. Næsten halvdelen af befolkningen bor i storbyerne Philadelphia og Pittsburgh, mens en tredjedel hører til landbefolkningen, der har et markant islæt af amish og andre religiøse samfund. Det afroamerikanske mindretal findes overvejende i Philadelphia. (Tal fra 1999.)
Frem til 1960'erne var Pennsylvania en af USA's største producenter af kul og stål. Siden har tilbagegangen for jern- og stålindustrien ramt byer som Pittsburgh, Johnstown, Allentown, Bethlehem og Scranton. Brydningen af især antracitkul er dog stadig stor, og efter en delvis omstrukturering af industrien blev Pennsylvania en førende producent af medicinalvarer, elektronik, specialstål og aerospace-udstyr. Vigtig er også fødevareindustrien. Landbrugsdriften er alsidig og omfatter bl.a. malkekvæg, svin og fjerkræ foruden soja, majs og gartneriprodukter (svampe, grøntsager, frugt). Skovene danner basis for træ- og papirindustrien og er tillige populære jagtområder.
Landskabet, der er rigt på floder og søer, består hovedsagelig af et ca. 500 m højt bjergterræn, Appalachian Plateau, som afløses af frugtbare kystsletter ved hhv. Eriesøen nordvest og omkring Philadelphia i sydøst. De tre største flodsystemer — Susquehanna, Ohio og Delaware — er alle reguleret og udnyttes til vandkraft og sejlads, især Ohio River. Klimaet er nedbørsrigt og tempereret med lune somre i de centrale og sydlige dele og kolde vintre med stort snefald mod nord.
Til turistmålene hører flere historiske parker og monumenter og de naturskønne Pocono Mountains i nordøst, om vinteren skiløb.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.