Otterup Kirke

I romansk tid blev mange kirker opført af natursten. Dette gælder også i Otterup Kirke, hvor de ældste dele er bygget af kvader- og kampesten. Kun skibets langmure er tilbage fra den oprindelige kirke. Kirken har fra tidlig tid været en af egnens større landsbykirker. De fleste af kirkens oprindelige detaljer er sløret på grund af senere tiders ombygninger.

Fælles for senmiddelalderens til- og ombygninger er, at de alle er udført i gotikkens foretrukne byggemateriale, munkesten. Skibet blev forhøjet i midten af 1400-tallet, og der blev indbygget hvælv. Tårnet har gavle med trappeformede kamtakker mod øst og vest og et trappehus mod syd. Klokkestokværket øverst i tårnet åbner sig mod hvert verdenshjørne med parvise, fladbuede glamhuller, hvorfra klokkens klang kan undslippe. Gavlene er udsmykket med blændingsdekorationer, dvs. murnicher, som er et typisk træk ved den gotiske arkitektur.

I starten af 1500-tallet fik kirken sit langhuskor, som er lige så bredt som skibet og udstyret med ribbehvælv. Våbenhus og materielhus på sydsiden kom til ca. samtidig med det nye kor, men er som det står i dag et udtryk for en modernisering fra 1600-tallet, hvor det fik en ny gavl med svungne konturer.

Gravkapellet på tårnets nordside er fra 1914 og står i et nygotisk udtryk med kamtakket gavl og blændingsdekoration. Det er i denne bygning, at gravkisterne fra det nu nedtagne Sehested-kapel er opstillet.

Indvendigt præges kirkerummet særligt af de hvidkalkede vægge og de hvælvede lofter. Tårnrummet står i forbindelse med skibet via en spids arkade og oplyses af to oprindelige vinduesåbninger. Kirkens skib har seks ensartede, fladbuede vinduer, som formentlig stammer fra 1600-tallet. Kirkens inventar står i en farvesætning fra 2009 med blå, grå og vinrøde bemalinger.

Kirkens ældste og eneste inventarstykke fra middelalderen er den romanske døbefont af granit. Foden er konisk og udsmykket med en tovsnoning med hængetunger. Kummen har nederst også en tovsnoning og længere oppe to cirkelfriser med planteornamentik.

Prædikestolen fra 1616 er udført i højrenæssancestil. Den har fire fag adskilt af søjler med rigt udskårne våbenskjolde i hvert fag. Lydhimlen over prædikestolen er sekskantet og har stiliserede blomsterrelieffer og udskårne englehoveder. Kirkebænkene er fra 1637-1638 og har høje gavle med arkader og medaljoner og er delvist fornyet i 1700-tallet.

Altertavlen fra 1951 består af en enkel rammekonstruktion, hvori der er indsat et altermaleri af Ellen Hofman-Bang (1879-1971), som består af tre felter, der tilsammen fremstiller Menneskesønnens Dag med en hvidklædt Kristus med to kvinder, hvor den ene med foldede hænder vender sig mod Kristus, mens den anden bøjer sig væk.