Faktaboks

Orte Kirke
Sogn
Orte Sogn
Provsti
Assens Provsti
Stift
Fyens Stift
Kommune
Assens Kommune

Orte Kirke er en historicistisk kirke fra midten af 1800-tallet, hvor den erstattede en romansk-gotisk kirke. Middelalderkirkens tårn er endnu bevaret, ligesom store dele af det inventaret fra middelalderen og renæssancen.

Kirken ligger i Orte omtrent 17 kilometer nordøst for Assens.

Kirkebygningen

Kirken kaldes en langhuskirke, da den har et langt kirkerum, hvor skibet og koret går i et. Den er opført i 1848-1851, mens tårnet er fra den sengotiske periode.

I dag er kirken hvidkalket, og den har røde tegltage.

Den historicistiske kirke

Kirken er opført i den historicistiske periode, hvor den erstattede et gotisk langhus. Den nuværende kirke er på fire brede fag. Den har spidsbuede støbejernsvinduer og på nordsiden af koret en præstedør. Ud over det er dens østlige gavl og langmure glatte og uden dekorative indslag.

Det gotiske tårn

Teglstenene kom til Danmark i middelalderen. Det gav mulighed for, at man kunne bygge billigere og nemmere, og i den sene middelalder blev det i den nye, gotiske stil. Tårnet er opført i brændt tegl kaldet munkesten, som er lidt større end nutidige mursten. Den gotiske stil er kendetegnet ved dekorationer af trappeformede gavle med kamtakker og systemer af dekorative murnicher i form af blændinger, og særligt var der præference for høje spidsbuer.

Det prunkløse, sengotiske tårn har øverst på murene glamhuller til klokkernes lyd.

Kirkens indre

Kirken er i det indre hvidkalket. Det bærer i høj grad præg af dets sene tilblivelse, da det har pudsede vægge og et fladbuet loft, der tidligere var utænkeligt.

Gulvet er lagt med gule teglsten.

Inventar i Orte Kirke

I Orte Kirke er store dele af inventaret fra den ældre kirke, som den nuværende står i stedet for. Inventaret fra flere forskellige perioder, hvor særligt middelalderen og renæssancen er fint repræsenteret.

Middelalderens inventar

I kirken står der en romansk døbefont af granit. Den er et relativt enkelt arbejde, og den store kumme er uden dekorative anslag. Den har et lavt skaft og en firkantet fod med nedslidte mandshoveder på hjørnerne.

Der er ligeledes bevaret et krucifiks fra den tidlige gotiske periode omkring 1275. Det kan have været et korbuekrucifiks, som oprindeligt skulle hænge over korbuen.

Renæssancens inventar

Prædikestolen fra 1625 er udført i den sene renæssance. Den har i fagene arkader med relieffer af de fire evangelister. På hjørnerne er der hermer, dvs. halvfigurer på halvsøjler.

En del af kirkens bænke har gavle fra 1641.

Nyere tids inventar

Altertavlen er et nyere arrangement, men figurerne stammer fra to ældre altertavler. I den nederste del ses Kristus på korset mellem Maria og Johannes samt de tolv apostle, som alle er fra midten af 1400-tallet. I den øverste del er tre relieffer fra omkring 1525 med motiver af den hellige familie.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig