Ohio er en stat ved Eriesøen i USA. Den blev optaget i Unionen i 1803 som den 17. stat. Guvernøren er Mike DeWine fra Det Republikanske Parti.
Som i andre Midtveststater er befolkningen hovedsagelig efterkommere af europæiske indvandrere fra 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, og i mindre grad af afroamerikanske tilflyttere under og efter 2. Verdenskrig. Efter 1960'erne aftog væksten, samtidig med at der skete en omfattende forskydning fra storbycentre til forstæder. Nu (1999) rummer byerne ca. 3/4 af befolkningen, heraf næsten 90% i Columbus, Cleveland, Cincinnati, Toledo, Akron, Dayton og Youngstown.
Sammen med en stor landbrugssektor har industrien traditionelt været rygraden i statens økonomi. Bilindustrien er en af landets største, og desuden findes en betydelig produktion af fly- og rumfartsudstyr, kemikalier, elektronik og plastvarer (1999). Stålindustrien, med centrum i Cleveland og Youngstown, gik stærkt tilbage siden 1960'erne. Det samme gjaldt for andre basisindustrier, der ikke ligesom bilindustrien var i stand til at tiltrække nye investeringer, især japanske, og omlægge produktionen efter en alvorlig krise i tiåret fra slutningen af 1970'erne.
Landbruget dækker lidt over 50% af arealet, og de vigtigste produkter er majs, soja, mejeriprodukter og svinekød (1995). Skovbrug har kun ringe betydning, skønt arealet udgør næsten 30%, mest blandet løvskov i sydøst. Af større økonomisk værdi er mineprodukter som kalksten samt olie, gas og stenkul. Vej- og jernbanenettet er veludbygget, og fra havnene ved Eriesøen i nord (Toledo, Cleveland) og grænsefloden Ohio i syd (Cincinnati) udskibes anseelige mængder industri- og landbrugsvarer til bl.a. udenlandske markeder (1999).
Bortset fra det østlige Alleghenyplateau (del af Appalacherne) består overfladen af et småbakket morænelandskab med frugtbare jorde. Klimaet er nedbørsrigt og moderat kontinentalt med middelværdier i januar og juli på hhv. −2 °C og 24 °C. Største turistmål er Sandusky og de nærliggende øer i Eriesøen, der har nydt godt af den miljøindsats, som siden 1980'erne har formået at nedbringe forureningen af søen.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.