Cincinnati er en by i det sydlige Ohio, USA. Den har 308.900 indbyggere, hvoraf 41,4% er sorte (2021).

Byen blev grundlagt 1788 og fik sit navn efter Society of the Cincinnati, en organisation af veteraner fra Den Amerikanske Uafhængighedskrig. Med dampskibssejladsen på Ohio River blev den i 1800-tallet et regionalt centrum for handel og industri og var i en årrække USA's tredjestørste by med bl.a. et stort islæt af tyske indvandrere. Byens store svineslagterier gav den tilnavnet Porkopolis. Siden 1960'erne er indbyggertallet faldet med over 100.000 på baggrund af fabrikslukninger og afvandring.

Blandt byens kendte virksomheder er sæbe- og kosmetikkoncernen Procter & Gamble, som gav navn til begrebet soap opera, da de sponsorerede radioserien "The Puddle Family" i 1932. Til de kulturelle attraktioner regnes Cincinnati Symphony Orchestra, og byen er hjemsted for USA's ældste professionelle baseballklub, Cincinnati Reds.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig