Norup Kirke er en romansk landsbykirke, som ligesom mange andre af de romanske kirker, har gennemgået flere ombygninger i sin eftertid – særligt i senmiddelalderen, hvor en del af kirkens tilbygninger kom til.
Kirken ligger i landsbyen Norup lige nord for Otterup på Nordfyn.
Kirkerummet i Norup Kirke. Kirkens indre er præget af de hvidkalkede vægge, de hvælvede lofter i skib og tårnrum og vinduer fra 1800-tallet. Foto: 2017.
Kirken består af et kor og skib fra romansk tid (perioden ca. 1050-1275). Senere i middelalderen, i gotisk tid, blev et våbenhus føjet til på skibets sydside og et tårn på skibets vestende, og skibet fik indbygget hvælv. I dag er tårnet og våbenhuset hvidkalket udvendigt, og kirkeskibet og koret har blank mur med synlige byggematerialer. Taget er belagt med røde tegl.
I romansk tid blev mange kirker opført af natursten. Dette gælder også i Norup Kirke, hvor de ældste dele er bygget af granitkvadre og både rå og kløvede kampesten. Kirkens grundplan følger den traditionelle romanske med skib, et smallere kor mod øst og tårnet i vestenden. Koret står stadig i dag fladloftet, som det har gjort fra kirkens tidligste tid – dog er kirkens triumfbue nymuret på et tidspunkt i senmiddelalderen og gjort spidsbuet. Korets gavltrekant mod øst er også oprindelig – dog først pyntet med de trappeformede kamtakker i senmiddelalderen.
Fælles for senmiddelalderens til- og ombygninger er, at de alle er bygget i gotikkens foretrukne byggemateriale, munkesten.
Det første, som blev føjet til kirken, formentligt engang i midten af 1400-tallet, er tårnet. Det er lige så bredt som skibet, og opført i tre stokværk, dvs. etager. Tårnet står på en sokkel af genanvendte kvadre fra den romanske kirke, ligesom kvadrene også ses indmuret i tårnet i bælter længere oppe. Tårnrummet er indvendigt forbundet til skibet via en spidsbuet åbning og er forsynet med krydshvælv. Det øverste stokværk, klokkestokværket, er indrettet med parvise glamhuller mod hvert verdenshjørne, hvorfra klokkens klang kan undslippe. Gavlene er udsmykket med blændingsdekorationer, dvs. dekorative murnicher, og kamtakker – et typisk træk ved den gotiske arkitektur.
Våbenhuset, som er opført ud for skibets oprindelige syddør, er i stil med tårnet dekoreret med kamtakket gavl og blændingsdekorationer.
Indvendigt præges kirkerummet særligt af de hvidkalkede vægge og de hvælvede lofter i skib og tårnrum. I løbet af 1800-tallet blev mange af kirkens vinduer omdannet til deres nuværende udseende, så de fremstår ens og harmoniske.
Kirkens indre blev renoveret i 1955-1956, hvilket de større inventarstykker, såsom altertavle, prædikestol og orgelpulpitur, bærer præg af med grå som hovedfarve med detaljer i blåt og guld og kirkebænkene i blank eg.
Inventaret i Norup Kirke er fra flere forskellige perioder af kirkens lange historie. Særligt renæssancens inventar er stærkt repræsenteret.
Kirkens ældste inventarstykke er den romanske døbefont af gotlandsk kalksten. Foden er formet som en keglestub, mens selve kummen har rette sider og skrånende bund. Døbefonten er bemalet i grå med rødt indre, som er af nyere dato og i hvert fald efter 1939.
Det sengotiske korbuekrucifiks er fra omkring 1475-1500. Dets nuværende bemaling stammer formentligt fra 1700-tallet. Kirkens alterstager er også gotiske og fra første halvdel af 1500-tallet.
Kirkens altertavle fra 1598 er bl.a. udsmykket med englehoveder, søjler og blomsterornamentik og har forskellige evangelie-indskrifter. De to øverste mindre malerier skildrer korsfæstelsen og gravlæggelsen, mens hovedfeltet forestiller opstandelsen med Kristus på en åben sarkofag omgivet af soldater.
Prædikestolen fra 1590’erne med arkadefag med blad- og blomsterornamentik samt indskårne initialer for dem, der har skænket prædikestolen til kirken. Stolens nuværende bemaling stammer fra hovedistandsættelsen i 1956.
Kirkebænkenes ældste dele, gavlene, er fra 1630’erne og har udsmykninger med arkader og bladværksrelieffer eller indskrifter over stolens oprindelige ejer.
En gravsten af sort kalksten fra 1652 er sat over Hans Clausen og hustru Esther Feddersdatter. I stenens midte er indhugget skildringer og bedrifter af de afdøde, mens der er medaljoner i hjørnerne med evangelisternes symboler. Den er i dag opstillet ved korets nordvæg.
En anden gravsten, en rektangulær kalksten, som i dag er i våbenhuset, er sat over sognepræst Niels Jensen Schyttes og Kirsten Andersdatters salige barn i 1715.
Siden middelalderen er kirkegården blevet udvidet en smule mod sydvest i 1800-tallet, men har ellers bevaret sine oprindelige skel med kirken i midten. Rundt om kirkegården er der et lavt kampestensdige, som har ældre oprindelse. Kirkegårdens hovedindgang er en fodgængerlåge med dobbelte stakitfløje mod vest, og lignende indgange findes syd og nord for kirken – sidstnævnte med en køreport.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.