Relationen mellem Norden og Den Europæiske Union (EU) udgør en udfordring og mulighed for de nordiske lande. I det hele taget har den europæiske integrationsproces fra begyndelsen været noget, som de nordiske lande har skulle tage stilling til. Det gælder lige fra oprettelsen af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF) ved Paris-traktaten i 1951, over oprettelsen af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF) med Rom-traktaten i 1957, traktaten om Den Europæiske Union i 1992 til Lissabontraktatens ikrafttræden i 2009.

Forskellige releationer mellem de nordiske lande og EU

Norden og EU
Jordklode, som viser EU's placering (markeret med blåt).
Af /Wikipedia.Commons.
Licens: CC BY SA 3.0
De nordiske flag
Creativecommons.org.
Licens: CC BY SA 2.5

De nordiske lande har håndteret forholdet til EU forskelligt. Danmark søgte tidligt at komme med i EU (som dengang hed EF), men betingelsen var, at det skulle ske sammen med Storbritannien. Optagelsen skete i 1973. Sverige og Finland kom med i EU i 1995 nogle år efter jerntæppets fald i Europa, hvilket tillod, at de daværende to neutrale lande kunne tilslutte sig EU.

Norge søgte optagelse sammen med Danmark, men den norske befolkning stemte nej til medlemskabet. Til gengæld har Norge siden haft et meget tæt samarbejde med EU, og landet deltager i talrige EU-programmer og i store dele af EU’s indre marked. Men Norge har ingen direkte indflydelse på EU’s beslutningsproces og søger i stedet at opnå indflydelse i kulissen samt via de andre nordiske lande, som er medlemmer af EU.

Færøerne har aldrig ønsket at gå med i EU. Island har overvejet det, men har valgt at stå udenfor. Grønland gik oprindeligt sammen med Danmark med i 1973, men udtrådte i 1985 efter en folkeafstemning.

Hvordan kan de nordiske lande påvirke EU?

Nordiske embedsmænd er gode til at opnå indflydelse i EU's institutioner - som her EU-Kommissionen

EU giver både de nordiske stater en række muligheder og stiller dem over for udfordringer. På den ene side begrænser EU de europæiske stormagters handlerum ved at underkaste alle medlemslande det samme sæt formelle regler og sanktioner, hvis de skulle bryde reglerne. I århundreder har de nordiske stater – som i befolkningsmæssige forstand hører til de mindre i Europa – været tvunget til at følge trop på beslutninger, som blev taget af de europæiske stormagter. Ikke mindst Tyskland har i høj grad påvirket og sat rammen for de nordiske landes udenrigspolitiske ageren.

I kraft af EU sikres de nordiske lande mod, at EU gennemfører åbenlys protektionisme og mod alvorlige trusler på grund af politisk uro og sikkerhedspolitikken i andre medlemslande i EU. Med andre ord har EU gjort de nordiske landes økonomiske og politiske omgivelse mere stabile og forudsigelige. Tidligere risikerede de nordiske lande at blive udsat for trusler på eksistensen.

Med EU er de nordiske lande ikke længere underkastet en sådan hård ydre trussel. Til gengæld har de fået en anden og vigtig udfordring. Den består i, at de skal være aktive med henblik på at påvirke retningen og indholdet af integrationen i EU. Når EU danner rammen om de nordiske lande med hensyn til handel og andre former for politiske samarbejde, er det afgørende, at man søger at påvirke denne ramme mest muligt.

Som helhed har de nordiske lande imidlertid løst udfordringen med at påvirke beslutningsprocesserne i EU på en effektiv måde. Det gælder også nordiske lande, som står uden for EU. De nordiske lande er blandt de mest effektive og kompetente til at koordinere politiske holdninger indenlandsk, give instruktioner til forhandlere og indgå uformelle alliancer med stater og andre aktører for at forfølge deres interesser i EU.

Mister de nordiske lande selvstændighed i EU?

Samtidig med den kraftigere integration i EU er de nordiske lande – som alle EU-lande generelt – blevet stillet over for et dilemma mellem at bevare mest mulig selvstændighed og opnå indflydelse inden for den fælles ramme, som EU udgør. I EU afgiver man national suverænitet på bestemte områder. Til gengæld får man indflydelse inden for den fælles ramme på disse samarbejdsområder.

Jo stærkere integrationen i EU er, jo større er de potentielle omkostninger og fordele ved at deltage heri. Og jo mere intenst bliver integrationsdilemmaet. Omkostninger og fordele vil intensiveres, efterhånden som også integrationsprocessen i EU forstærkes, således at samarbejdet bliver stadig mere forpligtende og omfatter stadig flere samarbejdsområder.

Dilemmaet mellem opgivelse og opretholdelse af national selvstændighed og autonomi er sandsynligvis særlig akut for små og mindre stater. Det skyldes, at alternativet for dem til et forpligtende samarbejde i EU er en magtstruktur, som er skabt af stormagterne i Europa.

For de nordiske stater er integrationsdilemmaet endda endnu mere prekært end for små stater generelt i EU. Det hænger sammen med, at de nordiske lande i højere grad end andre mindre stater lægger vægt på at værne om et bestemt særpræg, som kaldes 'den nordiske model' eller 'den skandinaviske velfærdsstat'. De nordiske lande betragter sig med andre ord som exceptionelle. Via EU-integrationen risikerer de at miste den exceptionelle status.

De tøvende nordiske lande

Flertallet af nordmænd stemte nej til Norges medlemskab af EF i 1972

De nordiske lande har derfor været meget påpasselige med at undgå, at EU griber ind på områder, som berører ’den nordiske model’. Forehavendet med at undgå påvirkninger af ’den nordiske model’ er imidlertid langt fra altid lykkedes. EU griber i dag også ind i forhold vedrørende indretningen af det sociale system og arbejdsmarkedspolitikken i Norden.

Årsagen til, at de nordiske landes samfundsmodel nogle gange kommer under pres i EU, er ikke mindst, at borgerne i ét EU-land frit kan bevæge sig til og slå sig ned i alle andre EU-lande. Omvendt er det også lykkedes for de nordiske lande at begrænse påvirkningen af ’den nordiske model’. Det er både sket gennem en aktiv interessevaretagelse i EU’s beslutningsprocesser og ved at tilpasse indretningen af de nordiske velfærdsstatspolitikker, så de bedre harmonerer med EU’s frie bevægelighed.

Ønsket om at bevare de nordiske landes exceptionelle samfundsindretning er imidlertid også en del af forklaringen på, at landene til tider optræder som ’tøvende’ europæere; Norge ved at stemme nej til optagelse i fællesskabet i 1972, Danmark og Sverige ved at undlade at deltage i bl.a. den økonomiske og monetære union (ØMU). Danmark har heller ikke ønsket at deltage i EU's politik på det retlige område, fordi politikken heri delvis er i konflikt med den danske udlændingepolitik. Og Finland har til tider at være på kant med linjen i EU, ikke mindst vedrørende den økonomiske politik i ØMU’en, som man er med i.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig