Centralt i Øster Jølby på øen Mors ligger Frimenighedskirken, også kaldet Ansgarkirken, som blev bygget i 1871. Først var den en valgmenighedskirke, men den blev frimenighedskirke i 1883. Der er adgang til kirkegården fra vest, øst og syd.

Kirkebygning

Kirken, som er opført i nygotisk stil, består af et langhus med en tresidet korafslutning, korsarme med krenelerede gavle, dvs. at de er forsynet med skydeskår, samt et vestvendt tårn med pyramidetag. På nordsiden er der desuden tilføjet en kapelbygning. Hele bygningen er opført af røde mursten og har skifertag. Der er indgang til kirken gennem tårnet.

Indvendigt domineres kirkerummet arkitektonisk af hvælvinger skabt af spidsbuerpilastre og fremstår desuden med hvide, glatpudsede vægge.

Inventar og gravminder

Alterpartiet består af et alterbord og et maleri med motivet Ansgar døber et barn, som er malet i 1872 af Christen Dalsgaard (1824-1907). Maleriet hænger i en forgyldt ramme, som toppes af en rundbue. Rundt om alterpartiet er der malet en fresko på østvæggen, som forestiller to knælende engle, der rammes af solstråler fra det guddommelige lys. Døbefonten er lavet af den lokalt fødte billedhugger Erik Heide (født i 1934) i 1960.

Mest karakteristisk for kirkerummet er nok den blåmalede prædikestol, som har form som en klokkeblomst og er tegnet af friskolelæreren Anders Dissing. Stolestaderne er farvesat i en mørkerød nuance med enkelte forgyldninger og har bænkegavle, der krones af en meget lav trekant. Kirken har desuden et gråmalet orgelpulpitur med et orgel fra 1937.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig