Martsministeriet er betegnelsen på den danske regering, der sad 22.3.-11.11.1848. Den var en overgansregering, der repræsenterede en imødekommelse af de nationalliberales krav om optagelse i regeringen, som blev udløst af drøftelser om det slesvigske spørgsmål på Casinomøderne.
Martsministeriet
Regeringens medlemmer
A.W. Moltke blev regeringsleder, kaldet premierminister, og desuden finansminister. Fra den gamle (enevældige) regering fortsatte C.E. Bardenfleth, mens C.A. Bluhme og C.C. Zahrtmann kom fra centraladministrationen og flåden. Nye i regeringen var de nationalliberale D.G. Monrad, L.N. Hvidt og Orla Lehmann, bondevennen A.F. Tscherning og lensgreve Frederik Marcus Knuth (1813-56), der blev udenrigsminister.
Politik
Ministeriets første handling var afvisning af de slesvig-holstenske krav om en fri forfatning for Slesvig-Holsten og Slesvigs optagelse i Det Tyske Forbund, hvilket udløste Treårskrigen. I maj 1848 var hele Jylland besat af tyske tropper, og ved våbenstilstandsforhandlingerne i Malmø samme sommer foreslog Storbritannien en deling af Slesvig.
Martsministeriet organiserede desuden valgene til Den Grundlovgivende Rigsforsamling, udarbejdede forslaget til Junigrundloven og udstedte love om pressefrihed, husmænds kår og almindelig værnepligt.
Fald
Martsministeriet så efterhånden en deling af Slesvig som det mindste onde, hvilket gjorde det upopulært blandt både tilhængere af Helstaten og tilhængere af Ejderpolitikken. I november 1848 fremkaldte Frederik 7., der formelt stadig var enevældig, ministeriets afsked. Det afløstes af Novemberministeriet.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.