Faktaboks

Mølholm Kirke
Sogn
Mølholm Sogn
Provsti
Vejle Provsti
Stift
Haderslev Stift
Kommune
Vejle Kommune

Mølholm Kirke er en stor, nygotisk kirke som ligger i det sydlige Vejle.

Kirkebygning

Kirken er opført i 1950-1952 efter tegning af arkitekten Holger Mundt (1887-1957). Den anselige hvidkalkede bygning består af et langt kor med tresidet afslutning, et skib og mod vest et tårn.

Kirken

Typisk for sin tid er kirken opført i nygotisk stil. Dette både i brugen af spidsbuede vinduer, korets udformning, de udvendige stræbepiller der inddeler kirken i fag, og ikke mindst på tårnets gavle, som er udsmykket med trappeformede kamtakker og blændinger, dvs. dekorative murnicher.

Kirkens indre

Også indvendigt fremstår kirken som et gotisk rum, kendetegnet ved de hvælvede lofter. Vægge og lofter er hvidkalkede, inventaret tilsvarende lystmalet, mens gulvet kontrasterer med sine mørke teglsten.

Inventar i Mølholm Kirke

Inventaret i Mølholm Kirke er med dele både fra indvielsestiden og med senere tilføjelser. Døbefonten er opbygget af en granitkumme på en muret fod, mens prædikestolen også er muret og hvidkalket. Alteret blev i 1994 fornyet med en ny alterdekoration, som er et abstrakt, sejlformet maleri med Livets Træ som motiv. Selve det murede alterbord er kalket blåt.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig