Lyngså Kirke er en sognekirke, som ligger i den sydlige udkant af Lyngså, cirka 10 kilometer syd for Sæby og 3 kilometer nord for Voerså. Kirken er bygget i 1902 i historicistisk stil med romanske og gotiske stiltræk.
Lyngså Kirke
Faktaboks
- Sogn
- Albæk-Lyngså Sogn
- Provsti
- Frederikshavn Provsti
- Stift
- Aalborg Stift
- Kommune
- Frederikshavn Kommune
Kirkebygning
Kirken er opført i 1902 efter tegning af arkitekten Ludvig Frederik Olesen (1853-1916). Kirken er i røde sten og typisk for sin tid er den opført i en historicistisk stil, med træk inspireret af både romansk og gotisk kirkebyggeri. Den består af et kor med tresidet afslutning, et skib samt et tårn med pyramidespir, som noget usædvanligt er placeret på nordsiden, hvor kirketårne i Danmark ellers oftest står mod vest.
Udvendigt er kirken udsmykket med en hvidkalket trappefrise under hovedgesimsen på alle bygningsdele, mens skibets gavle er udsmykket med hver 11 trappeformede kamtakker. På vestgavlen er der desuden en dekoration med hvidkalkede blændinger, dvs. dekorative murnicher. Koret havde oprindeligt fem store vinduer, men bortset fra østvinduet er alle disse i nyere tid blevet muret til, men de er synlige udvendigt som nicher.
Indvendigt præges kirken af de hvidkalkede vægge og det store, spidsbuede tøndehvælv i skibet. Det hvælvede kor bliver badet i farvet lys fra glasmosaikken i østvinduet, som er fra 2002.
Inventar
Kirkens inventar er primært fra opførelsestiden, bortset fra alterpartiet, som er opsat i forbindelse med 100-årsjubilæet i 2002.
Kirkegård
Kirken omgives af en kirkegård, hvortil der er adgang fra øst, hvor også kirkens parkeringsplads findes.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.