Lazio

Lazio, region i Mellemitalien ved Det Tyrrhenske Hav; 17.227 km², 5,8 mio. indb. (2014), heraf halvdelen i hovedstaden, Rom. På trods af, at Rom ligger i regionen, har den først efter 1960'erne og 1970'erne tabt sit antikke og syditaliensk landlige præg med ekstensive storbrug og gennemgået en kraftig industriel og servicemæssig udvikling. Tendensen har været stærkest omkring Rom og langs motorvejsnettet til provinshovedstæderne Frosinone og Latina mod syd, hvor virksomheder har opnået egnsudviklingsstøtte beregnet for Syditalien. Provinserne Rieti og Viterbo nord for Rom er tyndtbefolkede og økonomisk stagnerende. 80% af Lazios befolkning arbejder med administration, handel, turisme og informatik; 15% er beskæftiget inden for industri, bl.a. sværindustri, og kun 5% inden for landbrug med hovedvægten på oliven-, grøntsags-, vin- og kvægavl.

Over halvdelen af regionen udgøres af bakkede landskaber; egentlige bjerge udgør ¹/₄, og lavland ¹/₅. Regionen når i øst op i Appenninerne og når 2216 m højde i Monte Terminillo. Vest herfor løber nogle lavere bjergkæder, der bl.a. omfatter fire tidligere vulkanske områder, Volcini-, Cimini-, Sabatini- og Albanerbjergene omkring kratersøerne Bolsena, Vico, Bracciano og Nemi. Mod vest langs havet strækker sandede og tidligere sumpede områder sig, indvundet til landbrug i 1930'erne og 1950'erne: Maremma, Agro Romano og De Pontinske Marker.

I oldtiden var Latium, Lazios sydvestlige del, det område, hvor latinerne boede. Senere havde paverne i Rom store besiddelser i Lazio, men formelt hørte området fra ca. 550 under eksarkatet i Ravenna, og det blev snart et stridspunkt mellem Det Byzantinske Rige og Longobarderriget, indtil Pippin 3. og Karl den Store i 700-t.s anden halvdel intervenerede og oprettede Kirkestaten. I middelalderen måtte paverne dele magten over Lazio med store godsejerslægter som Colonna og Orsini, men fra 1500-t. øgedes pavernes kontrol betydeligt. Først i 1920'erne fik regionen sit nuværende omfang.