Latinerne er oprindelig de folk, der beboede slettelandet Latium, og som ifølge egen tradition havde Latinus som fælles forfader. De talte samme sprog, latin, og havde fælles kulter, især samlet på Albanerbjerget.

Fra 500-tallet f.v.t. udgjorde latinerne en række småstater, bl.a. Rom, der som den største søgte at dominere de andre. Med den cassianske forbundstraktat fra antagelig 493 f.v.t. fik de enkelte latinske byer ligeret med Rom og gensidige rettigheder. Ved afslutningen af Latinerkrigen i 338 f.v.t. sluttede Rom fred med hver enkelt latinsk by, hvoraf nogle blev indlemmet i romersk territorium, mens andre fik den særlige latinerret, der bl.a. indebar mulighed for at drive handel i romersk territorium og kunne give stemmeret i Rom. Med tiden tildelte Rom også andre byer latinerret, og efter 89 f.v.t., da de oprindelige latinere fik tildelt romersk borgerret, blev latinere en ren juridisk betegnelse for indehavere af latinerretten.

Senere er betegnelsen latinere blevet brugt om vesteuropæerne i 1200-tallets latinske kejserdømme i Konstantinopel og om europæerne i korsfarerstaterne.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig