Kenneth Greve

Kenneth Greve dansede selskabsdans på private danseskoler, fra han var tre år gammel. Da han som otteårig så Svanesøen på TV, bad han sine forældre om at komme til optagelsesprøve på Det Kongelige Teaters Balletskole. Her var han elev fra 1976-1984, hvor hans vigtigste lærere var Vivi Thorberg, Niels Kehlet, Linda Hindberg og musikpædagogen Elvi Henriksen.

1984-1985 studerede han på The School of American Ballet i New York, hvor hans hovedlærere var Stanley Williams og Andrei Kramarevsky.

• New York City Ballet, aspirant og korpsdanser 1985-1986
• American Ballet Theatre, korpsdanser, 1986-1987
• Pariseroperaens Ballet, Danseur Étoile 1987-1988
• Stuttgartballetten, 1989-1990
• Wiener Staatsoper, solodanser, 1990-1991
• The Royal Ballet, Permanent Principal Guest Artist, 2004-2008.

Sideløbende med sin tilknytning som solodanser ved Den Kongelige Ballet gæstedansede Kenneth Greve med en række internationale kompagnier.

I perioden 2004-2005 var han Permanent Principal Guest Artist ved The Royal Ballet, hvor han skabte et anmelderrost partnerskab med ballerinaen Zenaida Yanowski. Om deres første forestilling, Svanesøen, skrev Judith Mackrell onsdag den 5. Januar 2005 i The Guardian: “Med hans perfekte manerer, behændige spring og skyldløst åbne torso var han indbegrebet af en prins. Hans hurtige, inderlige svar viste os også et intelligent og følelsesmæssigt stort skuespillertalent. Det er ikke kun Yanowsky, der vil komme til at kæmpe for, at Greve kommer tilbage til London; det vil alle, der så dem sammen.”

Som solodanser ved Den Kongelige Ballet dansede Kenneth Greve hovedpartierne i hele Den Kongelige Ballets repertoire, fra balletter af August Bournonville over de store russiske helaftensballetter – Svanesøen, Tornerose, Giselle, Don Quixote, Onegin, Nøddeknækkeren – George Balanchines neoklassiske hovedværker, Flemming Flindts Caroline Mathilde og Harald Landers Etudes, hvor han dansede soloherre ved åbningensforestillingen i Operaen i 2004. Forestillingen blev transmitteret på TV.

John Neumeier skabte de mandlige hovedroller i Den lille Havfrue og A Wedding Gift til Kenneth Greve, ligesom Greve dansede titelpartiet i Neumeiers Odysseen. Om Odysseen skrev Majbrit Hjelmsbo den 18. oktober 2002 i Weekendavisen: “I rollen som den traumatiserede krigshelt, Odysseus, yder Kenneth Greve det sublime. Han er brutal, følsom, martret og plaget – og skøn som en gud, som Nausikaa synger.”

Om rollen om prinsen i Den lille Havfrue skrev Hjelmsbo den 21. april 2005 i Weekendavisen: “… Som Prinsen er Kenneth Greve en sorgløst legende knøs, der pludselig i et kort sekund tiltrækkes af Havfruens tavse læber. Hér fænger dramaet – i splittelsen!”

Da Greve dansede Des Grieux med Silja Schandorff i titelrollen i sir Kenneth MacMillans Manon, skrev Majbrit Hjelmsbo den 17. februar 2006 i Weekendavisen: “… Lige så sublim er Kenneth Greve som hendes elsker, Des Grieux, lidenskabeligt forelsket, fortvivlet, fanden-i-voldsk og alt-satsende. Han spillede kort med falske esser gemt i lommen, så man troede, han skulle få et hjerteslag. Og han løftede sin Manon højt i vejret og kastede hende rundt i luften i en halv skrue med hele passionens overstadige glød. Det var intet mindre end en suveræn indsats af to af ballettens allermest garvede kunstnere, der gav alt, hvad de havde i sig. Wauw!”

Den danske ballerina og senere koreograf Anna Lærkesen skabte roller til Greve i balletterne Hvisken og Svæven, Partita, Kindertotenlieder, Alexei Ratmansky skabte hovedroller til Greve i Anna Karenina, sin udgave af Nøddeknækkeren og Capriccio, den finske koreograf Jorma Uotinen skabte roller til Greve i sin udgave af Le Sacre du Printemps og Jord, mens Stanton Welsh skabte The Wish og Ånder til Greve. I 1996 dansede Kenneth Greve hovedrollen som prinsen i Peter Martins' og Per Kirkebys version af Svanesøen.

Kenneth Greves dansepartnere på Den Kongelige Ballet talte blandt andre solodanserne Gudrun Bojesen, Caroline Cavallo og hans kone Marie-Pierre Greve, men ikke mindst Silja Schandorff.

Om Schandorff og Greve i Peter Martins og Per Kirkebys udgave af Svanesøen skrev Anne Middelboe Christensen den 12. december 2006 i Information: “Naturligvis præsenterer Den Kgl. Ballet også sin hvide svanedronning, Silja Schandorff. Og hun forløste igen partiet med suveræn værdighed og næsten overnaturlig elegance. Hendes blødhed var fuldstændig som den bugtede ynde i en svanehals, og hendes fingre strittede af rædsel som blafrende vingefjer, da hendes prins lod sig forblænde og valgte forkert. Han kastede sig til gengæld rundt i de længste spring i Kenneth Greves overrumplede smidige skikkelse. Og hans sammenbrud til sidst var frygteligt – det gav forestillingen en opløftende, eksistentiel kvalitet.”

Kenneth Greve fungerede fra 1998 som lærer for Den Kongelige Ballet, men var fra 2006 også ansat som instruktør, hvor han blandt andet arbejdede på iscenesættelsen af Peter Martins’ Svanesøen.

Som ambitiøs og reformivrig chef ved balletten i Helsinki 2008-2018 opbyggede Greve et nyt repertoire, der bl.a. havde publikumsopbygning som sigte, herunder at tiltrække både et yngre publikum til ballet, men også børn, særligt drenge, til Den Finske Nationalballets Balletskole.

Hans helaftensballetter Snedronningen og Den lille Havfrue søgte at engagere publikum med brug af 3D-briller og tale, ligesom Kalevallama – efter Elias Lönnrots nationalepos, Kalevala, sammensat af finske sagaer, sange og myter – med over 200 medvirkende sangere, dansere, børn og andre artister hyldede finsk identitet og kulturarv i 100-året for Finlands uafhængighed som en interaktiv teateroplevelse.

I perioden voksede Nationalballettens aktiviteter fra 55 til 90 forestillinger per sæson, og havde ved Kenneth Greves afgang i 2018 en belægningsprocent på over 90 %.

Greves outreach-projekt “So You Think You Can Move” blev udviklet i samarbejde med den finske folkeskole for at skabe opmærksomhed om den stigende brug af teknologi og sociale medier på bekostning af fysisk aktivitet og menneskelig kontakt. Projektet havde også som sigte at tiltrække drenge til Den Finske Nationalballets Balletskole.

For at sikre skolens unge aspiranter bedre kunstneriske rammer og økonomiske forhold efter offentlige nedskæringer grundlagde Greve i 2012 Nationalballettens Youth Company med 12 dansere, hvor det med en donation fra Erkko-fonden lykkedes at engagere ungdomskompagniets dansere på sammenlignelige vilkår med Nationalballettens ansatte.

Samtidig afskaffede Kenneth Greve brugen af korttidskontrakter for Nationalballettens dansere for at kunne tilbyde dem fastansættelse og lønrammer, der var sammenlignelige med Nationaloperaens sangere og musikere.

I forlængelse af dette blev Den Finske Nationalopera omdøbt til Den Finske Nationalopera og Ballet, ligesom Greve rejste midler til en ny balletsal og opgradering af ballettens prøvefaciliteter og fik sat fokus på mental sundhed og ernæring med ansættelse af to psykologer, en ernæring- og spiseterapeut og en fysioterapeut. Han etablerede desuden en dialoggruppe, The Dancer’s Board, til at facilitere samtale mellem ledelse og dansere.

Som koreograf skabte Kenneth Greve i januar 2007 et uafhængigt projekt, Lux, om hvilket Majbrit Hjelmsbo i Weekendavisen den 19. januar 2007 skrev: “Han er ikke alene en gudbenådet danser. Han kan også sætte trin sammen… Styrken i Lux var til gengæld Kenneth Greves fine flow i pas de deux'erne, hvor supersmidige og udtryksfulde Marie-Pierre Greve bøjede sig som en slank, hvid lilje i hænderne på høje Philip Schmidts macho-hvalp, der smøg de seje hiphop-attituder af sig for i stedet at lægge sit hoved i pigens skød eller mødes med hende, hånd-mod-hånd på Neumeier-maner, efterfulgt af akrobatiske partnerløft.”

I 2007 skabte teaterinstruktøren Peter Langdal og Kenneth Greve sammen en ny version af Marius Petipa og Peter Tjajkovskijs Nøddeknækkeren.

“Ønskedrøm og mareridt danser side om side i Peter Langdal og Kenneth Greves hvirvlende teaterfortolkning. Men blomsterpoesien knækkes af abrupte trin,” skrev Anne Middelboe Christensen i sin anmeldelse i Information den 11. december 2007. “Koreografisk er dette lidt skuffende, ikke mindst efter oplevelsen af Greves flydende koreografi Lux i Solbjerg Kirke i januar. Her var balancerne fulde af længsel; i Nøddeknækkeren er de proppet med teknik.”

Da Den Finske Nationalballet den 28. januar 2017 gæstede Operaen i København med Kenneth Greve helaftensballet Snedronningen skrev Alexander Meinertz i DanceViewTimes:

“Det er en kompleks historie at fortælle på en scene. For at løfte udfordringen introducerer Kenneth Greve en fortæller, Gerdas bedstemor, og skaber en spændende produktion, som måske er mere af et show og mindre en konventionel ballet.

Ved bogstaveligt talt at gå planken helt ud med sin "thinking-outside-the-box"-tilgang er prosceniumscenen blevet forlænget langt ind i auditoriet, ikke som et stunt, men for at blive aktivt og overbevisende brugt af karaktererne igennem hele forestillingen. I pausen kører Snedronningen gennem foyeren på en Segway, og du kan støde på en isbjørn i baren.

I pausen får børn i publikum også tryllestave, som de bliver bedt om at tænde i ande akts højdepunkt for at bruge deres gode kræfter til endelig at besejre ondskaben. I det øjeblik – hvor hundreder af blinkende lys oplyser teatret, og mørket trænges væk – sker der det, at du ser væk fra scenen og på folk omkring dig. Og du ser et publikum, det er så tydeligt medrevet og bevæget, at du indser, at Kenneth Greve ikke kun har et publikumshit på hænderne: Han har opnået noget meget sjældent i ballet, nemlig at åbne publikums hjerter, ikke for forhåbninger og projektioner af ophøjede idealer og private følelser, men faktisk, i det øjeblik, skabe en forbindelse mellem mennesker, der rækker ud til hinanden i en følelse af fællesskab.”

• 2 Men’s Tale, 1990, Bach og tegnsprog, American Ballet Theatre, Choreographic Workshop 1st Prize
• A Suggestion Denied, 1991, Prokofiev Pas de trois, gallaforestilling, London
• 2 Be Me, 1992, Hamlet-monolog, gallaforestilling, Boston
• Dødens skæbne, 1994, Den Kongelige Ballet, Koreografisk Workshop
• L’emotion, 1996, Erik Satie, Stuttgartballetten
• Two and Two Makes One, 2001, Den Kongelige Ballet, Koreografisk Workshop
• From Beyond og Woman, 2002, Samuel Barber og Giacomo Puccini
• Hamlet, 2003, Händel/Poul Ruders, South African Ballet Theatre
• Strings, 2005, Chris Minh Doky, Den Kongelige Ballet
• LUX, 2007, Werner Meyer, Solbjerg kirke
• Nøddeknækkeren, 2007, Den Kongelige Ballet
• Scheherazade, 2009, Den Finske Nationalballet
• Svanesøen, 2008, Czech National Ballet, senere opsat for Den Finske Nationalballet, 2010 og Poznan Ballet, 2011
• Snedronningen, 2011, Toumas Kantelinen, Den Finske Nationalballet
• Den lille Havfrue, 2015, Toumas Kantelinen, Den Finske Nationalballet
• Kalevallama, 2017, finsk folkemusik og Toumas Kantelinen, Den Finske Nationalballet

Kenneth Greve er gift med tidligere solodanser ved Den Kongelige Ballet, Marie-Pierre Greve, og far til Schonan Greve, der er korpsdanser ved Den Kongelige Ballet. Kenneth Greves anden søn, Thorgan Greve, er musiker, og hans datter, Cassandre Tristan, arbejder med filmanimation.

I 1997 blev Kenneth Greve udnævnt til Ridder af Dannebrogordenen og i 2006 til Ridder af 1. grad af Dannebrogordenen.

I 2013 blev han udnævnt til æresborger og modtog byen Helsinkis guldmedalje og i 2015 Finlandsprisen af Finlands kulturminister.

Fra 2010 var han Goodwill-ambassadør for ETNO og UNESCO mod racisme.

• ballet