Faktaboks

Jordløse Kirke
Sogn
Jordløse Sogn
Provsti
Assens Provsti
Stift
Fyens Stift
Kommune
Assens Kommune

Jordløse Kirke vidner med sine middelalderlige ombygninger om skiftende tiders behov før Reformationen i 1536. Her skal det fremhæves, at der i kirken bevaret en formidabel altertavle fra den sengotiske periode.

Kirken ligger midt i Jordløse omtrent 23 kilometer sydøst for Assens.

Kirkebygningen

Den romanske kirke består af et kor og skib. I den gotiske periode forlængede man skibet mod vest, opførte et tværstillet tårn og tilføjede et kapel på skibets nordside.

I dag er kirken hvidkalket, og den har røde tegltage.

Den romanske kirke

Kirken er opført i den romanske periode. De romanske kirker kendetegnet ved brug af runde buer blev bygget af natur- og teglsten, og i Jordløse er kirken opført i granit.

I skibet har der oprindeligt været en dør mod syd og en mod nord, men ingen af de to døre bruges i dag. Af romanske detaljer ses nu kun et tilmuret vindue på nordsiden af koret.

De gotiske tilbygninger

Teglstenene kom til Danmark i middelalderen. Det gav mulighed for, at man kunne bygge billigere og nemmere, og i den sene middelalder blev det i den nye, gotiske stil. Tilbygningerne er opført i kampesten og brændt tegl, kaldet munkesten, som er lidt større end nutidige mursten. Den gotiske stil er kendetegnet ved dekorationer af trappeformede gavle med kamtakker og systemer af dekorative murnicher i form af blændinger, og særligt var der præference for høje spidsbuer.

I den gotiske periode rev man i Jordløse Kirke den romanske kirkes vestlige gavl ned og tilføjede endnu et fag til skibet. Desuden opførte man tårnet, hvis tårnrum tjener som våbenhus eller indgangsparti. Dets indgangsdør sidder dybt i muren og har flere dekorative led kaldet false.

Angiveligt i 1800-tallet blev kirken sat i stand og alle dets gavle fornyet i nygotisk stil med blændinger og kamtakker.

Kirkens indre

Kirken er i det indre hvidkalket, og kirkerummet bærer i høj grad præg af dets krydshvælvede lofter. Hvælvene kom til i den gotiske periode, hvor man med teglstenene nu kunne lave de lette, opadstræbende hvælv. Her erstattede man det oprindelige bjælkeloft med hvælv, som man byggede ind i den eksisterende, romanske kirke.

Inventar og gravminder i Jordløse Kirke

I Jordløse Kirke er større dele af inventaret skiftet ud i nyere tid, men kirken har en prægtig altertavle fra den sengotiske periode.

Middelalderens inventar

Altertavlen er et fornemt sengotisk billedskærerarbejde, som er tilskrevet Claus Berg. I midten ses afbildet jomfru Marias himmelkroning, og til siderne i midterskabet er der fire helgenfigurer. I fløjene er der figurer af de tolv apostle.

Nyere tids inventar

Kirkens bænke, døbefont og prædikestol er alle fra nyere tid. Døbefonten er muret, ottekantet og hvidmalet, mens prædikestolen har en mere traditionel udformning med regulære fag uden dekorationer og på hjørnerne slanke søjler.

Gravminder

I kirken er der opsat en mindetavle fra 1597 over de i kirken gravlagte medlemmer af slægten Reventlow.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig