Italien - billedkunst - barok og nyklassicisme

Ved Tridentinerkoncilet i 1545-1563 indledtes de modreformatoriske bestræbelser, som langt ind i 1600-tallet skulle få vidtrækkende konsekvenser for den kunst, der udførtes i den katolske kirkes tjeneste. En hovedrolle i dette reformarbejde indtog jesuiterordenen, som opererede med didaktisk klarhed, realistisk fortolkning og en bevidst betoning af sanse- og følelsesmæssige virkemidler til befordring af fromhedslivet.

Rom blev et kunstnerisk kraftcenter, og i spidsen stod en række reformivrige og pragtlystne paver. Den romerske barokkunst prægedes fra 1600-tallets begyndelse af to retninger, der udgik fra henholdsvis Caravaggio i Rom og brødrene Carracci i Bologna. Caravaggio malede store religiøse billeder med dramatiske lyssætninger og i en pointeret realisme, bl.a. til flere romerske kirker. Carraccierne fik med deres udsmykning af det store galleri i Palazzo Farnese især betydning for en mere klassicerende, akademisk udtryksform. Caravaggismen satte sig spor helt frem til midten af århundredet og udbredtes også uden for Italien; stilen fandt en særlig intens udløber i Napoli under bl.a. Jusepe Ribera.

Carracciernes stil fik betydning både i Rom og i deres hjemby Bologna med betydelige efterfølgere som Domenichino, Guido Reni, Guercino, Pietro da Cortona og Giovanni Lanfranco; Andrea Pozzo og Carlo Maratti videreførte traditionen med store illusionistiske loftsudsmykninger i Roms kirker og paladser. I Napoli samledes efter 1630 nogle af disse hovedstrømninger hos fx Mattia Preti, Luca Giordano og Salvator Rosa. Den genovesiske højbaroks mest fremtrædende repræsentanter var Luca Cambiaso, Bernardo Strozzi, Giovanni Battista Carlone (1592-1677) og sønnen Giovanni Andrea Carlone (1639-1697) samt G.B. Castiglione, som til dels var præget af de nære kunstneriske forbindelser til Flandern; således opholdt Rubens sig flere gange i Genova i 1600-tallets første årti, og Anthony van Dyck arbejdede i byen 1625-1627. Senere i århundredet stod Alessandro Magnasco med sine manierede kompositioner på overgangen mellem senbarok og rokoko.

Mens Firenze i 1600-tallet næppe kunne fremvise en eneste original kunstner, var der i den venetianske barok intet af de romerske og bolognesiske skolers clairobscur eller akademisme, men en lethed i penselføringen og en lysende palet, som det ses hos fx Domenico Fetti. Denne tradition kom til en væsentlig og omfangsrig malerisk udfoldelse i 1700-tallet med Giovanni Battista Piazzettas billeder samt Giovanni Battista og Giovanni Domenico Tiepolos store udsmykningsarbejder samt de banebrydende vedutemalerier af Francesco Guardi og Canaletto. På samme tid vandt Rosalba Carriera europæisk berømmelse for sine pastelportrætter. Pompeo Batoni indvarslede i det romerske maleri den nye interesse for antikken i overgangen mellem rokoko og nyklassicisme, skønt det først var den i Rom bosiddende tyske kunstner Anton Raphael Mengs, der tog den fulde konsekvens deraf.

I 1600-tallets billedhuggerkunst står Giovanni Lorenzo Bernini som en hovedskikkelse med sine originale, realistiske og teknisk raffinerede værker. Alessandro Algardi og François Duquesnoy kunne ikke gøre ham rangen stridig i Rom, men de hjalp til med at honorere kirkernes store behov for helgenstatuer og gravmæler samt efterspørgslen på portrætbuster blandt adelige og gejstlige. Det ambitiøse parkanlæg omkring kongeslottet i Caserta havde med forbillede i Versailles 19 fontæner, planlagt og delvis udført af Luigi Vanvitelli fra omkring midten af 1700-tallet. Europæisk ry vandt Antonio Canova med sine preciøse nyklassicistiske statuer og portrætbuster.

En særlig plads i 1700-tallets italienske kunst indtager Giovanni Battista Piranesi, hvis raderinger fik vidtrækkende betydning som et visionært forvarsel om det følgende århundredes kunstretninger, såvel nyklassicismen som romantikken. Se også barok.