Faktaboks

Domenichino
Født
1581
Død
1641

Domenichino, egl. Domenico Zampieri, 1581-1641, italiensk maler. Som elev i Carracciernes værksted blev Domenichino i 1602 involveret i arbejdet med udsmykningen af Palazzo Farnese i Rom (Damen med enhjørningen, 1602).

Domenichino udsmykkede mange palæer, villaer og kirker i og omkring Rom, og hans værker var eksponenter for en Rafaelinspireret, klassiciserende stil (fx Scener fra den hellige Cecilies liv, San Luigi dei Francesi, Rom, 1615-17).

Freskoudsmykningen i Sant' Andrea della Valle (1624-28) viser dog en vis afsmitning fra den romerske barok.

Domenichino blev i 1630 kaldt til Napoli for at male Scener fra den hellige Januarius' liv i domkirkens Capella del Tesoro, men måtte inden fuldførelsen flygte fra byen på grund af intriger anført af den lokale kunstner Jusepe de Ribera.

Domenichino fik betydning for bl.a. Nicolas Poussins udformning af det heroiske landskab.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig