Hvejsel Kirke

I romansk tid blev mange kirker opført af natursten. Dette gælder også i Hvejsel Kirke, hvor de ældste dele er bygget af frådsten.

I kirkens ældste dele er der bevaret enkelte oprindelige detaljer. Af de oprindelige meget smalle vinduer ses et i korets nordmur og et i skibets sydmur. Som stort set alle andre middelalderkirker havde kirken oprindeligt to indgangsdøre, som fandtes mod nord og syd i skibets vestende. Begge disse er tilmurede, men ses i det udvendige murværk.

I senmiddelalderen gennemgik kirken en række forandringer. Rækkefølgen af de forskellige om- og tilbygninger imidlertid ikke kendt.

Tårnet mod vest er en anelse smaller end skibet, og er bygget af munkesten, dvs. store mursten, som i løbet af middelalderen overtog naturstenenes rolle som det foretrukne byggemateriale i kirkerne. Oprindeligt murværk er dog kun bevaret på østmuren og dele af nordmuren, mens syd- og vestmuren er muret om i nye materialer flere gange, senest i 1872. Ved reparationen af tårnet i 1872 blev tårnet også gjort en smule lavere. Tårnet har øverst et saddeltag med gavle i øst og vest, og på gesimsen ses en karakteristisk rundbuefrise. Det hvælvede tårnrum har siden 1910 fungeret som våbenhus for kirken, hvor den nuværende indgangsportal blev indsat i vestmuren. Ved samme lejlighed blev et middelalderligt våbenhus syd for skibet revet ned.

I middelalderen blev koret også forandret ved, at der blev opsat hvælvet loft, hvor der før havde været bræddeloft som i skibet.

Kapellet på skibets sydside er ved hjælp af årringsdatering dateret til omkring 1504. Det karakteristiske tag med fald til alle tre frie sider blev dog først opsat i 1700-tallet. Som tårnrummet og koret har kapellet et hvælvet loft, hvilket er et typisk træk for senmiddelalderen. I kapellets hvælv kan man desuden se såkaldte ”spygatter”, som er afløbsrør der blev indsat i hvælvet i tilfælde af at der trængte vand ind på loftet.

Indvendigt præges kirkerummet særligt af de hvidkalkede vægge og det høje, mørke bjælkeloft i skibet, som sammen med det røde teglgulv kontrasterer mod såvel murværket som de hvidkalkede lofter i resten af bygningen.

Kirkens ældste inventarstykke er den romanske døbefont af granit. Den er udsmykket med en rundstav øverst på kummen, samt på siden et flettet mønster.

I kirken findes desuden et korbuekrucifiks fra omkring 1450. Det er ophængt på et kors fra 1938, hvis korsarme indeholder symboler for de fire evangelister. Matthæus repræsenteres af et menneske med vinger, Markus af en løve, Lukas af en okse, og Johannes af en ørn.

Kirkens prædikestol er i ungrenæssancestil, og stammer fra 1582. Den er opbygget af fem fag, som er udsmykket med udskårne akantusranker, som indeholder forskellige, nogle gange fantasifulde motiver. På et af fagene ses et englehoved der kommer ud af munden på et fabeldyr, mens andre indeholder våbenskjolde.

Altertavlen i højrenæssancestil er fra 1594-1595, men fik i al væsentlighed sin nuværende bemaling og malerier i 1853. Det næstøverste maleri af Kristi himmelfart er dog fra 1595. De andre malerier omfatter bl.a. korsfæstelsen, Jesu opstandelse fra de døde, og nederst Maria med barnet til venstre og Jesus i Getsemane Have til højre. I midterfeltet er der en forgyldt indskrift med ordene fra den sidste nadvers indstiftelse.

Størstedelen af kirkens bænke er fra omkring år 1900, men der er også bevaret fem gavle fra ældre bænke fra 1634, som er rigt udsmykket med udskårne dekorationer.

Af gravminder i kirken kan nævnes en gravsten, opsat i syddørens åbning, som er fra omkring 1570.