Horne Kirke er en af landets kun syv bevarede middelalderlige rundkirker. I middelalderens Danmark var der 19 rundkirker, hvoraf de ni lå på Sjælland. I dag eksisterer der kun én i Jylland, én på Fyn, én på Sjælland og fire på Bornholm.
Af yderligere seværdigheder har kirken et helstøbt inventar fra empire-tiden, et altermaleri af C. W. Eckersberg og et gravkapel af arkitekten G.F. Hetsch.
Kirken ligger i den sydøstlige udkant af Horne lige vest for Faaborg.
Den romanske kirke består af et rundt skib, hvis kor i den sengotiske periode blev erstattet af det nuværende, lange kor. I samme periode opførte man et våbenhus mod nord, en forlængelse af skibet mod vest og et tårn.
Danske kirker ligger normalt stik øst-vest, men i Horne Kirke afviger vestforlængelsens orientering en del mod syd. I dag er kirken hvidkalket, og den har røde tegltage, rundskibet blytag, våbenhuset skifertag og spirene spån.
Kirken er en af de meget få bevarede rundkirker i Danmark og den eneste af sin art på Fyn. Rundhusets diameter er på 17 meter, og dets mure i granit er op til 2,3 meter tykke. Øverst i murværket kan endnu ses bevarede rester af skydeskår, der vidner om, at kirkens øverste del har været brugt til forsvar.
Alle spor efter de oprindelige døre og af rundkirkens øverste afslutning er for længst forsvundet, da den er bygget radikalt om.
Teglstenene kom til Danmark i middelalderen. Det gav mulighed for, at man kunne bygge billigere og nemmere, og i den sene middelalder blev det i den nye, gotiske stil. Perioden havde stor byggeaktivitet, og man byggede typisk i brændt tegl kaldet munkesten, som er lidt større end nutidige mursten. Den gotiske stil er kendetegnet ved dekorationer af trappeformede gavle med kamtakker og systemer af dekorative murnicher i form af blændinger, og særligt var der præference for høje spidsbuer.
I den sengotiske periode rev man det romanske kor ned og erstattede det med et kor på tre fag. Det har indbygget i sin østlige gavl et messeklokkespir med høje spidsblændinger og en ottekantet overdel.
De øvrige tilbygninger er ligeledes sengotiske. Her opførte man angiveligt først våbenhuset på rundskibets nordside og siden skibets forlængelse mod vest og tårnet. Forlængelsen er i en vinkel til koret, hvorfor kirkens akse i vest slår et knæk mod syd.
Tårnets øvre del er blevet bygget om i renæssancen i slutningen af 1500-tallet, hvilket kan ses på de fire svungne spidsgavle. Denne type gavle kaldes vælske gavle og er typiske for perioden. Mellem de fire spidsgavle rejser der sig et spåntækket spir.
Kirken er i det indre hvidkalket. På grund af bygningsmassens særlige geometri er kirkerummet meget specielt. Hvor de bornholmske rundkirker har en pille i midten og ringhvælv udenom, har Horne i den gotiske periode fået indsat fire ottekantede piller, der bærer ti højtsiddende hvælv. Det er muligt, at der i romansk tid har været lignende piller og hvælv, men da der ingen spor er tilbage, er det ikke til at sige.
Koret har tre fag ottedelte hvælv, mens vestforlængelsen har krydshvælv og tårnet et ottedelt hvælv.
I Horne Kirke er store dele af inventaret fra begyndelsen af 1800-tallet. Det er i empire-stil i lysegrå perlefarver med guld og blåt.
Ved den nordvestlige pille i rundskibet står den romanske døbefont af granit. Rundt om dens kumme løber der en kraftig tovsnoning, og den har en firkantet fod.
Der er ligeledes bevaret et korbuekrucifiks fra den sengotiske periode omkring 1525. Som navnet antyder hang det oprindeligt på dets traditionelle plads over korbuen.
Hornebogen, et evangeliehåndskrift fra begyndelsen af 1200-tallet med bind fra ca. 1325, blev skænket til kirken i 1656, men den kom til Nationalmuseet i 1810.
I empirestil fra omkring 1810 stammer den cylindriske prædikestol, bænkene samt pulpiturerne, dvs. de ophøjede gallerier, i tårnrummet og til herskabet i rundskibets nordlige del.
Alterbordet er fra samme indretning. Bag det hænger alterprydelsen i form af et maleri af C. W. Eckersberg, der malede i den danske guldalder. Maleriet fra 1812 er af Kristus velsignende de små børn.
Døbefonten, der har været tilskrevet Bertel Thorvaldsen, skyldes snarere arkitekten G.F. Hetsch.
Der er i kirken to epitafier, dvs. mindesmærker, fra 1700-tallet og en fornem figurgravsten fra 1581. Stenen viser afdøde iklædt henholdsvis rustning og enkedragt.
Under koret er der en muret gravhvælving for Hvedholms ældre ejere, bl.a. flere medlemmer af familierne Gøye og Brahe.
På kirkegården blev der i 1825 opført et gravkapel for Preben Bille-Brahe, som er tegnet af den berømte senklassicistiske arkitekt G. F. Hetsch.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.