Helsinki. Domkirken blev bygget 1830-52. Indtil Finlands uafhængighed i 1917 hed den Nikolajkirken.

.

Helsinki. Statue foran Domkirken.

.

Helsinki. Rigsdagsbygningen, tegnet af J.S. Sirén og opført i 1920'erne.

.

Helsinki. Den ortodokse Uspenskijkatedral fra 1868.

.

Helsinki. Præsidentpaladset.

.

Helsinki. Domkirken som blev bygget 1830-52. Den hed oprindelig Nikolajkirken.

.

Helsinki er Finlands hovedstad; 658.457 (2021) heraf (2005) 34.900 svensktalende. Helsinki er center for svensk sprog og kultur i Finland, men de svensktalendes andel af byens befolkning er faldende, ikke mindst pga. en stor indvandring til hovedstadsregionen fra Mellem- og Nordfinland.

Faktaboks

Etymologi
Ordet Helsinki er en forfinsket form af Helsinge, se Helsingfors.
Også kendt som

Helsingfors

Storhelsinki omfatter 822 km2 med 1.536.139 indbyggere (2021) og består af fire kommuner: Helsinki, Espoo, Kauniainen og Vantaa.

Helsinkis bycentrum rummer de nationale styringsorganer (Rigsdagen, centraladministrationen, højesteret og rigsbanken), ambassader, mange af landets vigtigste museer, koncerthuse og teatre samt størstedelen af den finske forretningsverdens hovedkontorer foruden forretningskvarterer og industrivirksomheder. I Storhelsinkis pendlingsområde med ca. 600.000 arbejdspladser bor næsten 1/4 af Finlands befolkning.

Infrastruktur i Helsinki

Dagligt pendler titusinder til det centrale Helsinki. Trafikstrømmen udnytter et moderne net af motorveje, ringgader og -veje samt by- og tunnelbaner. Byens metrolinje, som efter to decenier af tovtrækkerier indviedes 3.8.1962 efter forebillederne i Moskva og Stockholm, blev 1998 forlænget mod øst til Vuosaari (sv. Nordsjö), mens en udvidelse mod vest er under planlægning. Metroen, som har 17 stationer på en strækning over 21 km og har dagligt 200.000 rejsende eller årligt 56 mio. passagerer. Ligeledes er en hurtig ringbaneforbindelse til lufthavnen under bygning og ventes færdig i 2015. Endvidere sørger et net af bus- og sporvognslinjer for en effektiv transport mellem bydelene og de mange nye satellitbyer. Det understøttes af den centrale underjordiske nær- og fjernbusterminal Kamppi (sv. Kampen), som blev indviet i 2005; den er Europas største med mere end 50 holdepladser.

En del af Helsinkis industri er udflyttet til de tre andre hovedstadskommuner, Espoo (sv. Esbo), Kauniainen (sv. Grankulla) og Vantaa (sv. Vanda), og trafiktrykket mod selve centrum er aftaget noget. Men Helsinki er stadig landets vigtigste industriby (skibe, maskiner, tekstiler, porcelæn, nærings- og nydelsesmidler), og godt 30% af landets import og ca. 12% af eksporten betjenes af havnen, som isbrydere holder åben for større skibe i vintermånederne. Der er færgeforbindelser til Gdynia, Mariehamn, Rostock, Skt. Petersborg, Stockholm, Tallinn og Travemünde. Desuden har byen sammen med Visby som de eneste havnebyer i Østersøen faciliteter til fuld kapacitet og håndtering af spildevandet fra de mange anløbende krydstogtsskibe. I 2008 indviedes en ny storhavn, Vuosaaren satama (sv. Nordsjö hamn), til godstrafikken. Det veludbyggede jernbane- og hovedvejsnet (i Sydfinland som motorveje) forbinder byen med alle dele af landet og med Sverige og Rusland. Fra lufthavnen i Vantaa, 20 km fra centrum, er der hyppige forbindelser til hele landet og en lang række udenrigsdestinationer.

Bybillede

.

Alvar Aalto. Koncertsalen i Finlandiabygningen i Helsinki, der blev opført 1973-75. Aaltos organisk prægede udformning af rummet fremhæves af de skarpt skårne balkoner i carraramarmor på en baggrund af væggenes mørke relief i bøjet træ.

.

Helsingfors (Helsinki) blev grundlagt i 12.6.1550 ved udløbet af den dav. Helsingeån (nuv. Vanda Å) i Den Finske Bugt ved landsbyen Forsby. Den var tænkt som handelsport mod Rusland, men konkurrencen fra købmændene i Tallinn var stærk, og i mere end 250 år var byen ret uanselig.

Efter Ruslands erobring af Finland blev byen, der blot havde 4000 indbyggere, en kirke, en kro, et mindre sygehus og en henrettelsesplads, i 1812 hovedstad for det finske storfyrstendømme, og byvæksten tog fart. Den nye hovedstad var præget af træhuse, og for at give byen et passende udseende for en hovedstad opførtes en række monumentale stenbygninger rundt om Senatstorget og på nordsiden af det tæt ved liggende Salutorget. Hertil var det første Helsinkis vigtigste funktioner, kirke, rådhus, kajpladser og købmandsgårde, blevet flyttet i 1600-tallet, fordi landhævningen efterhånden havde medført en udtørring af store vandarealer omkring Vanda Ås munding, og de stadigt større skibstyper gjorde det nødvendigt at flytte ud til dybere vand. Krige og flere brande, den sidste i 1808, betød, at det ikke var vanskeligt at finde plads omkring de to torve til flere nye bygninger.

Den nye byplan fremstod som et system af forskellige rette gadetyper med brede træbeplantede esplanader og boulevarder og smalle gadeforløb til bydelenes lokale torvepladser. Boligbyggeriet til den stærkt voksende befolkning afstedkom mange saneringer i den gamle boligmasse af lave træhuse, men de centrale dele af Helsinki blev først totalsaneret i sidste fjerdedel af 1800-tallet. Her byggedes fem- og seksetagers boligblokke, som for en dels vedkommende eksisterer endnu. Karrébyggeriet fortsatte efter selvstændigheden i 1917 og trængte træhusene længere og længere mod nord langs med jernbanerne. Denne proces placerede arbejderklassen i byens periferi, mens funktionærerne flyttede ind i de nyopførte stenhuskvarterer.

Med den store byvækst har Helsinki gradvis indtaget hele den kuperede klippehalvø, større arealer mod nord og ved broforbindelser de nærmeste øer. Med brokvartererne Lauttasaari og Kulosaari (indlemmet i 1946), som forbinder halvøen med fastlandet mod hhv. vest og øst, fik byen den lange kystlinje, som kendetegner Helsinki. 30 % af byområdet er friarealer med parker, søer, skov- og kolonihaveområder. Det Olympiske Stadion (1940) og Finlandiahuset (1971) ligger i et stort grønt område ned til Tölöviken, nu suppleret med en opera og kunstudstillingsbygninger.

Helsinki har en lang række teatre og et rigt musikliv med bl.a. Sibelius-Akademiet og den tilbagevendende Helsinkibiennale for moderne musik. Hertil kommer universitet, forskningsinstitutioner og øvrige højere læreanstalter.

Det stærke økonomiske opsving i slutningen af 1950'erne, bilismens fremvækst og ikke mindst udvidelsen af byens areal ved indlemmelsen af en række omegnskommuner forårsagede en del ændringer i byens struktur. Mere end 100 nyere huse måtte rives ned for at skabe plads til bilerne, og da man samtidig forhøjede bygrundenes bebyggelsesgrad, blev endnu et stort antal huse revet ned for at genopstå som højere og mere sammenklemte husblokke. Et fremtrædende træk i processen var et meget varieret udbud af ejer- og lejeboliger. Man fik herved en blandet social struktur i boligområderne. De nye tætte boligkomplekser har dog ikke kunnet opveje den udtynding af ejendomme, som det udvidede gadenet og den massive opførelse af store, moderne kontor- og forretningsejendomme har forårsaget, så de centrale bydeles indbyggertal er faldet fra 250.000 i 1940 til cirka det halve i 1996.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig