Hakon Stangerup

Hakon Stangerup blev cand.mag. i dansk og fransk i 1932 ved Københavns Universitet og satsede på en forskerkarriere. Hans disputats, Romanen i Danmark i det attende Aarhundrede (1936), beskrev den nye genre og dens påvirkning fra England. Herefter kom en monografi om den tysk-danske romantiker Schack Staffeldt (1940).

Stangerups næste vigtige og opsigtsvækkende bog var Kulturkampen I-II (1946) med beskrivelse af 1870'ernes brandesianisme, grundtvigianisme og nationalliberalisme, også med inspiration fra litteratursociologien.

Endelig ydede han en indsats som initiativtager, medredaktør og medforfatter til Politikens Forlags succes med Dansk litteratur Historie 1-4 (1964-1966, ny udg. 1-6, 1976-1977) og ligeledes som medredaktør af den efterfølgende Verdens Litteratur Historie 1-12 (1971-1974).

Meget tidligt havde Stangerup også markeret sig som kritiker af samtidig litteratur, og der findes flere udvalg af hans essays og artikler – Den unge litteratur (1928) og Litteraturen rundt (1935).

En målbevidst og langvarig virksomhed som anmelder og litteratur- og kronikredaktør fik han med dagbladstilknytning til Berlingske Tidende 1934, Nationaltidende/Dagens Nyheder 1934-1944, i årene 1952-1961 i flere provinsblade og i BT 1962-1972. I alle tilfælde var der tale om konservative aviser.

Dertil fangede han som spændstig og velskrivende popularisator 1940'erens folkeoplysningsvirksomhed med flere små oversigtslitteraturhistorier, serier med små populære forfatteskabsintroduktioner og et større forfattergalleri samt med redaktion af digtantologier – alt med blik for aftenskole, studiekredse og radioforedrag.

Ud fra sine mangeartede praksiserfaringer med dagblade havde Stangerup allerede i 1940'erne taget fat på presseforskningen og kom her til at yde en dansk pionerindsats. Fra 1951 og tyve år frem var han medredaktør af Berlingske Presse-Bibliotek, hvortil han skrev en lille introduktion Pressens grundbegreber (1958). Senere kom monografien Henrik Cavling og den moderne avis (1968) og endelig standard-oversigtsværket Avisens historie i de lande der skabte den 1-3 (1973-1974).

Den retningsændring faldt sammen med, at han blev lektor i kulturhistorie, fra 1961 professor, ved Handelshøjskolen i København, hvor han ledede det nyoprettede presseforskningsinstitut. Hans mange bøger fra disse år drejede sig fortrinsvis bredt om kultur, politik og samfundsforhold i andre lande.

Stangerup var en initiativrig, ambitiøs og effektiv akademiker med mange berøringsflader og lyst til offentlig opmærksomhed. Han var respekteret som kritiker og historiker på sine felter, og for organisatoriske indsatser og en sjælden behændig og bredtfavnende redaktørvirksomhed.

Hans engagement i kulturpolitisk arbejde gjorde ham i flere årtier til medlem af Radiorådet, valgt for Det Konservative Folkeparti, 1961-1974. Han var næstformand for både rådet og dets programudvalg.

Tillige var han kortvarigt valgt ind i Folketinget for de konservative i 1943 og senere bl.a. medlem af UNESCO-nationalkommission.

Fra sit konservative ståsted og som forsvarer af borgerligheden var han også ofte offensiv og polemisk og blev i perioder således en omstridt person.

I Besættelsens tidlige år var der furore med efterdønninger omkring nogle af hans tysk-sympatiske ytringer, og i 1943 rullede en større afsløringssag i pressen omkring hans brug af en ukyndig 'assistent' til en litteraturoversættelse i hans navn. Begge sager medførte hans retræte fra offentlige positioner i nogle år.

Som kendt, uomgængelig og kontroversiel person opnåede han – på ondt og godt – også at blive figur i romaner, både af Hans Scherfig og posthumt af sønnen Henrik Stangerup.

• avis
• litteraturkritik
• litteraturhistorie
• Henrik Stangerup
• Helle Stangerup

• Hakon Stangerup på 60-årsdagen, 1968, Thejls Bogtryk.