Faktaboks

Grejs Kirke
Sogn
Grejs Sogn
Provsti
Vejle Provsti
Stift
Haderslev Stift
Kommune
Vejle Kommune

Grejs Kirke er en tidstypisk historicistisk kirke i den nordvestlige udkant af Grejs, som blev opført i stedet for en middelalderkirke på samme placering. Den er bemærkelsesværdig ved, at en stor mængde ældre inventar er bevaret i den nye kirke.

Den gamle kirke

Den tidligere Grejs Kirke var en frådstensbygning fra romansk tid som bestod af et kor og et skib, samt et sakristi, våbenhus og den nederste del af et tårn fra senmiddelalderen. Overdelen af tårnet blev skåret ned på et ukendt tidspunkt, muligvis i 1600-tallet, og bygningen fremstod derfor som en ret ydmyg bygning ved nedrivningen i 1882. Årsagen til nedrivningen var, at kirken i 1879-1880 stod over for en stadig større liste af vedligeholdelsesopgaver og udvidelsesbehov. Det blev derfor besluttet at det var mere hensigtsmæssigt at rive kirken ned og bygge en ny.

Kirkebygning

Arbejdet med den nye kirke begyndte umiddelbart efter nedbrydningen af den gamle i foråret 1882, og den nye stod klar til indvielse den 3. søndag i advent samme år. Kirken blev opført efter tegning af arkitekten Tage Olivarius (1847-1905), som i 1880’ene og 1890’erne opførte adskillige kirker i samme stil som den nye kirke i Grejs.

Kirken, som er bygget af røde mursten, består af et kor med tresidet afslutning mod øst, et skib og et højt tårn mod vest.

Kirken

Typisk for sin tid er Grejs Kirke opført med inspiration i middelalderens kirker, i Grejs særligt med gotikken som inspiration. Denne nygotiske stil kommer til udtryk ved den gennemførte brug af spidsbuede vinduer, de rent dekorative støttepiller langs murværket, samt ved korets tresidede afslutning. Udvendigt er murene dekorerede med rundbuefriser langs tagkanten og på murfladerne af flere rækker savskifter, dvs. rækker hvor stenene er lagt på skrå, så deres hjørner vender udad. Tårnet er bygget med en firkantet underdel og en ottekantet overdel, hvorpå et ligeledes ottekantet spir. Indgangen til kirken findes i tårnets vestmur, hvor indgangsdøren er indsat i en stor, spidsbuet portal, som er dekoreret med et tympanon, dvs. en billedsten af granit, hvorpå der er et malteserkors og årstallet 1882.

Kirkens indre

Indvendigt præges kirkerummet af samspillet mellem de rødmalede bænke og det tilsvarende rødmalede bræddeloft, som står i kontrast til de enkle, hvidkalkede vægge. Både vinduerne og korbuen er spidsbuede, og langs skibets vægge samt på korbuen ses rent dekorative kalkmalerier med abstrakte bladmønstre og sparrer.

Inventar i Grejs Kirke

Inventaret i Grejs Kirke præges af generelt at være ældre end selve bygningen, idet meget af det blev overført fra den gamle kirke. Bænkene er dog fra opførelsestiden, mens prædikestolen er udsmykket med malerier fra år 2000.

Døbefont fra romansk tid

Kirkens ældste inventarstykke er den romanske døbefont af granit, som kan have været samtidig med middelalderkirkens opførelse. Den er udsmykket med tre mandshoveder på fodens hjørner og ligeledes udhuggede hoveder på kummen. Døbefonte med lignende udsmykning kendes ellers kun fra Fyn.

Altertavlefigurer fra omkring år 1500

Altertavlen er udført i 1953 som en rekonstruktion af en nu forsvundet gotisk altertavle fra omkring år 1500. Figurerne er dog bevarede, og er opstillet med en korsfæstelsesscene i midterskabet, mens de to fløje (låger) indeholder figurer der forestiller de 12 apostle.

Prædikestol fra 1615

Prædikestolen fra 1615 er i enkel renæssancestil og er opbygget af fire fag med rundbuede felter, hvori der er malerier fra år 2000 der forestiller Marias bebudelse, Korsdragningen, den sidste nadver og ærkeenglen Gabriel.

Bænke fra 1882

Kirkens bænke er samtidige med kirkens opførelse, hvilket også ses i deres stilmæssige overensstemmelse med bygningen i tidstypisk, nygotisk stil.

Gravminder

Af gravminder kan nævnes en gravsten fra omkring 1640, som er indmuret i tårnrummets nordmur.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig