Forsvarsaftale for Grønland af 1941

Der kan peges på tre centrale forhold, som danner baggrund for, at USA indgik en aftale med Danmark om forsvaret af Grønland.

Meget tidligt i 2. Verdenskrig var Tyskland på den ene side og England samt Canada på den anden side klar over, at det var vigtigt at have fodfæste i Grønland. England havde allerede den 12. april 1940 besat Færøerne, og den 10. maj besatte England også Island.

USA, som frem til december 1941 officielt var neutral i krigen, lagde diplomatiske kræfter i at sikre, at hverken England eller Canada besatte Grønland. Grønland blev i modsætning til Færøerne og Island aldrig formelt besat af nogen fremmed magt under 2. Verdenskrig.

USA's begrænsede aktion i Grønland i begyndelsen af krigen var blandt andet dikteret af, at USA ikke ønskede at provokere Japan til at gå ind i krigen.

Allerede på dagen for besættelsen af Danmark, den 9. april 1940, henvendte Henrik Kauffmann sig til State Department, USA's udenrigsministerium. Han gjorde det klart for den amerikanske administration, at han ikke længere anså den danske regering som fri, og at han herefter ville agere selvstændigt på Danmarks vegne og uafhængigt af den danske regering.

På et møde i Washington DC i november 1940 lancerede USA's viseudenrigsminister Adolf Berle ideen om baser i Grønland. På det tidspunkt anså USA de to landsfogeder i Grønland som den danske regerings retmæssige repræsentanter for Grønland.

I de første måneder af 1941 lykkedes det Kauffmann gradvist at vende USA’s holdning, så det i sidste ende blev Kauffmann, som forhandlede og underskrev aftalen om Grønlands forsvar. Forsvarsaftalen blev på Hans Majestæt Kongens vegne underskrevet af Kauffmann den 9. april 1941, på etårsdagen for Tysklands invasion i Danmark.

Den 11. april 1941 sendte Kauffmann telegrammer til Udenrigsministeriet i København om indgåelse af Overenskomst om Grønlands forsvar. I Danmark var man uforberedt på dette, og reaktionen var, at Kauffmann efter tysk krav blev hjemkaldt den 12. april – med omgående virkning. Han nægtede og blev derfor den 16. april afskediget i unåde. Dagen efter blev der afsagt fængslingskendelse med anklage om landsforræderi, og Kauffmann blev desuden fradømt sin personlige formue.

Det lykkedes den danske regering at undgå, at Kauffmann også blev frataget sit danske statsborgerskab, som det ellers blev krævet fra tysk side.

Den danske regering meddelte USA's regering, at Kauffmann var afskediget, og at han var at regne som privat person, der intet havde med danske gesandtskab at gøre, samt at Kauffmann ikke nogen form for officielt mandat havde. I en svarnote den 14. april fra USA's udenrigsminister hed det, at USA ville vedblive at anerkende Kauffmann som behørig bemyndiget gesandt for Danmark i Washington DC.

Økonomisk spillede afskedigelsen ikke den store rolle for Kauffmann. Han var i stand til at finansiere sine aktiviteter, fordi han at kunne trække på indefrosne danske tilgodehavender i USA samt på de danske guldreserver, der kort inden besættelsen var blevet sendt til USA. Desuden rådede Kauffmann under hele krigen over fortjenesten fra Grønlands kryoliteksport til USA.

Selve forsvarsaftalen fylder tre almindelige siders tekst. Der er først fire konstateringer. Dernæst er der ti artikler (paragraffer). Der indledes med, at USA ’påny’ anerkender dansk suverænitet over hele Grønland. I forbindelse med, at USA i 1916 købte De dansk-Vestindiske Øer, anerkendte USA Dansk overhøjhed over hele Grønland. Denne anerkendelse blev gentaget af USA i forbindelse med dommen i Haag i 1933. Derfor er der i overenskomsten skrevet ’påny’.

Der er desuden en henvisning til Act of Havana fra 30. juli 1940 med reference til, at der ikke skal ske ændringer i forhold til Grønlands aktuelle status.

Derefter følger i artiklerne 2-8 en gennemgang af USA's rettigheder i Grønland med etablering af havne, lufthavne med tilhørende anlæg. Der gives også ret til indførelse af forsyninger uden, at USA skulle betale told eller andet. I artikel 9 angives, at USA ville respektere alle legitime interesser i Grønland samt love, regulativer og sædvaner. Artikel 10 er den mest kontroversielle. Her står, at forsvarsaftalen er gældende indtil begge parter er enige om at ophæve den. Det vil sige, at USA reelt fik vetoret mod ophævelse af forsvarsaftalen.

USA agerede hurtigt efter, at forsvarsaftalen var blevet underskrevet. Allerede den 6. juli 1941 ankom en transportflåde med en anlægsstyrke til Bluie West 1, Narsarsuaq, hvor man straks gik i gang med at anlægge en lufthavn. Etableringen af Bluie West 8, Søndre Strømfjord, gik i gang den 20. oktober 1941, og allerede den 7. december 1941 var landingsbanen operationel. Senere blev der etableret en række vejrstationer, andre landingsbaner m.v.

Umiddelbart efter krigen forsøgte den danske regering at få forsvarsaftalen bragt til ophør. Det var USA ikke interesseret i. Den 12. maj 1945 ratificerede rigsdagen derfor forsvarsaftalen, og samtidig blev Kauffmann udnævnt til minister uden portefølje i den første danske regering efter besættelsen. Kauffmanns opgave var at deltage i etableringen af FN i Los Angeles.

Forsvarsaftalen af 1941 blev i 1951 afløst af en ny forsvarsaftale mellem Danmark og USA vedrørende Grønland. I 2004 blev forsvarsaftalen fornyet med en række tilføjelser ved Igaliku-aftalen. Ved aftalen i 2004 var det første gang, Grønland var selvstændig medunderskriver på en forsvarsaftale med USA om Grønland.

• Henrik Kauffmann
• Monroedoktrinen
• Grønland
• 2. Verdenskrig